Mange af os har hørt historien om den urolige Erik den Røde, der fandt vej til Grønland, efter at han var blevet forvist fra Norge og Island på grund af mord. Det siges, at han gav Grønland et noget vildledende navn for at overtale sine landsmænd til at bosætte sig der – og overraskende nok virkede det, og hans første rejse i år 984 markerer officielt begyndelsen på vikingetiden i Grønland.
Mellem år 984 e.Kr. og et ukendt år i 1400-tallet udgjorde vikingerne (eller nordmændene) på Grønland den europæiske civilisations fjerneste forpost. De boede i to bosættelser på Grønlands vestkyst. "Vestbosættelsen", som faktisk lå mere nord for end vest for "Østbosættelsen", lå ved indløbet til det, vi i dag kender som Nuukfjorden. Østbosættelsen var meget større (omkring to- eller tre tusinde indbyggere mod Vestbosættelsens 500) og strakte sig over hele det område, vi i dag kender som Sydgrønland.
Selvom nordboerne opbyggede et blomstrende samfund i Grønland, der varede i over 400 år, er årsagen til deres forsvinden stadig et af Grønlands største mysterier. Der findes mange teorier, men der er ingen generel enighed om, hvordan og hvorfor hele samfundet forsvandt på et tidspunkt i 1400-tallet.
På opdagelse blandt vikingruiner og klimaforandringer i UNESCO-området i Sydgrønland
Find ud af, hvordan arkæologer arbejder på at bevare vikingruinerne i UNESCO-området Sydgrønland, samtidig med at de tager hånd om klimaforandringernes indvirkning på disse gamle steder.
Det grønlandske samfund i oldtiden
Det nordiske samfund på Grønland var en skrøbelig balance. I Norge og Island var vikingesamfundet baseret på husdyrbrug, produktion af mejeriprodukter som smør, ost og skyr (islandsk yoghurt) samt kirkens indflydelse. At overføre denne livsstil til et så barskt og afsidesliggende klima som Grønlands krævede udviklingen af en kompleks, indbyrdes afhængig økonomi. Alt var nøje planlagt, og samfundet var strengt struktureret. Generelt set fungerede det, men det gjorde også samfundet sårbart, da svigt i blot én af komponenterne kunne sende det hele ud i en krise.
Der er fem langsigtede udfordringer, som nordboerne konstant kæmpede med i hele deres tid i Grønland.
1. Naturressourcer
Selvom den sydlige del er den frodigste del af landet, er Grønlands naturressourcer ikke tilstrækkelige til at opretholde et stort landbrugssamfund. En stor del af det kvæg, som nordboerne medbragte fra Norge, viste sig at være uegnet til Grønlands koldere klima. Græsningssæsonen for køerne var kortere, end de var vant til, hvilket betød, at kvæget måtte holdes indendørs i en længere periode af året og fodres med hø – som skulle dyrkes og høstes.
Da det var vanskeligt at drive landbrug, begyndte nordboerne at jage for at supplere deres fødevareforsyning. Kort efter deres ankomst til Grønland begyndte de at jage rensdyr og sæler i stor skala. Vikingerne havde allerede erfaring med jagt fra Norge og Island, og den omfattende, fælles og nøje koordinerede jagt på disse dyr passede godt til deres hidtidige viden.
Tidligere har forskere hævdet, at vikingernes undergang skyldtes, at de tilsyneladende ikke lærte af inuitterne på dette område. Inuitterne havde udviklet smarte og effektive metoder til at jage hvaler og ringsæler, og selvom nordboerne sandsynligvis så dem jage, ser det ud til, at de aldrig selv forsøgte at mestre disse teknikker. Da nordboerne jagede i tunge både af træ i stedet for inuitternes smidige kajakker af sælskind, var de uden tvivl i en ugunstig position, når det gjaldt jagt.
Nogle hævder dog, at der ganske enkelt ikke var tale om en fødevaremangel i Grønland, der var alvorlig nok til at tilskynde til en gennemgribende ændring af de jagtstrategier, som hidtil havde vist sig at fungere godt for nordboerne.
2. Klimaforandringer
Da vikingerne ankom til Grønland, og frem til omkring år 1300, var klimaet relativt mildt – måske lidt varmere end det grønlandske vejr i dag. Disse forhold var gunstige for høhøst og græsning af dyr. Gradvist blev klimaet imidlertid køligere og mere omskifteligt, indtil den »lille istid« satte ind i begyndelsen af 1400-tallet. Det koldere vejr gjorde det meget sværere at dyrke hø og tilstoppede skibsruterne mellem Grønland og Norge med havis, så det blev sværere at få skibe frem til de fjerntliggende nordmænd.
Nordboerne kunne på ingen måde have forudset den forestående koldperiode på samme måde, som vi i dag kan forudse klimaforandringer, men de tog alligevel udfordringerne op med oprejst pande og satte i stedet deres lid til får og geder, som er mindre kræsne end køer, når det gælder græsning.
3. Kontakt med Norge
Norge var det nordiske Grønlands vigtigste handelspartner og havde oprindeligt stor efterspørgsel efter varer, som landet kun kunne få fra Grønland, såsom elfenben fra hvalrossstødtænder. Da Norge imidlertid igen kunne handle med Asien og Østafrika om elfenben fra elefanter, faldt efterspørgslen efter Grønlands eksportvarer.
Norge havde også sine egne problemer at slås med, såsom Den Sorte Død (1349–50), hvilket gradvist gjorde det mindre prioriteret at sende skibe til Grønland. Den mindskede kontakt med Norge medførte, at de grønlandske vikinger gradvist mistede forbindelsen til deres identitet som kristne og europæere.
4. Kontakt med inuitterne
Inuitterne vandrede fra det canadiske Arktis til det nordvestlige Grønland omkring år 1200 e.Kr., hvilket betød, at vikingerne og inuitterne delte Grønland i århundreder. Det er meget sandsynligt, at de to grupper havde kontakt med hinanden, men vi ved ikke, hvor tætte eller gode deres relationer var. Mange forskere mener i dag, at de to grupper generelt drev handel og respekterede hinandens bosættelser.
5. Konservative udsigter
Det grønlandske vikingesamfund var meget hierarkisk. Religion og kirken udgjorde samfundets grundpiller, og dette retfærdiggjorde store forskelle i social status og velstand. I nogle beretninger er denne tilsyneladende afhængighed af kirken blevet udpeget som årsagen til det grønlandske vikingesamfunds sammenbrud, idet det hævdes, at vikingerne prioriterede relationerne til deres europæiske modparter højere end at tilpasse sig fuldt ud til levevilkårene i Grønland.
Et ofte nævnt eksempel på dette er langfartsjagten på hvalrosser, som var en vigtig aktivitet for kolonien helt frem til dens undergang. Disse jagter sikrede luksusvarer som hvalrosselfenben og skind, som nordboerne eksporterede til Europa. Nogle forskere har fremført, at den tid, arbejdskraft og de skibe, der blev brugt til disse ekspeditioner, set i bakspejlet var dårligt anvendt.
Nyere forskning tyder dog på, at nordmændenes hovedmotivation for at bosætte sig i Grønland måske snarere var at få adgang til disse arktiske delikatesser, hvilket forklarer, hvorfor der blev lagt så stor vægt på hvalrosjagten, især i de senere år, da det nordiske samfund begyndte at gå i forfald.
Slutningen på den vestlige bosættelse
Den mindre vestlige bosættelse var den første, der forsvandt fuldstændigt, men årsagen til dens endelige undergang er stadig uklar. En gejstlig forvalter, der besøgte bosættelsen omkring år 1350, skrev, at inuitterne havde overtaget hele den vestlige bosættelse, men gav desværre ingen nærmere forklaring herpå.
Nogle forskere mener, at de stadig koldere vejrforhold førte til sult i den mindre og mere isolerede bosættelse, mens andre finder det mere sandsynligt, at beboerne blev overmandet af et angreb fra inuitterne.
Slutningen på bosættelsen i Østen
Dette er måske det mest gådefulde kapitel i vikingetiden – hvad var det egentlig, der førte til nedgangen i den store østlige bosættelse i Sydgrønland?
De sidste skriftlige beretninger om Østkolonien stammer fra år 1408 og synes at skildre en tilværelse, hvor alt forløb som sædvanlig i kolonien. Det sidste skib vendte tilbage fra Grønland til Norge i 1410, og herefter blev vejret i Nordatlanten koldere og mere stormfuldt, så skibstrafikken til sidst ophørte.
Den sidste biskop døde omkring 1378, og der kom ingen ny biskop til at afløse ham. Men præster skulle ordineres af en biskop, og uden en ordineret præst kunne folk ikke døbes, indgå ægteskab eller få en kristen begravelse. Efter at den sidste ordinerede præst var død, er det let at forestille sig, at samfundet i den østlige bosættelse begyndte at få det svært.
I mange tidligere rapporter er de nordiske grønlandere blevet beskyldt for at være konservative og udnytte naturen for meget, hvilket angiveligt var årsagen til samfundets forfald. Det blev antydet, at nordboerne stædigt holdt fast i den europæiske livsstil og nægtede at tilpasse sig. I dag betragter de fleste forskere imidlertid nordboerne som yderst tilpasningsdygtige og opfindsomme og fremhæver de mange forandringer, de tog til sig inden for landbrug og jagt.
Men hvis man antager, at nordboerne var godt tilpasset, gør det blot deres forsvinden endnu mere kompleks og gådefuld. Det er sandsynligt, at de fem ovennævnte langsigtede udfordringer i et vist omfang bidrog til at gøre livet svært for vikingerne i Grønland, men at den faldende efterspørgsel efter hvalros-elfenben fra Europa måske var den største hindring for dem.
Mod slutningen stod de nordiske grønlandere sandsynligvis over for et umuligt valg, da det stod klart, at deres mission i Grønland var så godt som dømt til at mislykkes – efterspørgslen efter hvalrosben var faldende, hvilket svækkede deres handelsmæssige indflydelse og gjorde dem mere sårbare over for sult eller angreb fra inuitterne.
Måske var den eneste udvej at pakke sammen og sejle tilbage til Europa. Men at flygte til Europa var ikke rigtig en 'hjemkomst' for nordboerne – på dette tidspunkt havde de været i Grønland i mindst 400 år. Da de var vokset op som sæl- og hvalrosjægere, er der ingen grund til, at de nordboiske grønlandere skulle have følt, at Europa var et sted for dem. Det ville have været et kæmpe skridt for dem at efterlade deres hjemland og det samfund, de havde opbygget fra bunden.
En succeshistorie
Selvom der er stor fokus på deres undergang, er de grønlandske nordboere på mange måder en succeshistorie. Det lykkedes dem at opbygge et samfund, der i mere end 400 år var fuldstændig selvforsynende med fødevarer – i dag er store dele af Grønland stærkt afhængige af fødevareimport fra Danmark.
Samfundets hierarkiske struktur skabte imidlertid en konflikt mellem magthavernes kortsigtede interesser og samfundets langsigtede interesser som helhed. Prioriteringen af eksport af luksusvarer til Europa medførte, at der blev brugt ressourcer, som ville have været bedre anvendt på landbruget, hvis det primære mål havde været overlevelse. Men hvis det primære mål netop var at sikre disse arktiske luksusvarer, kan vi betegne det nordiske samfund i Grønland som en stor succes.
Se det selv
Vikingernes succeshistorie lever videre i Sydgrønland i dag, da den landbrugskultur, de indførte, udgør en central del af kulturlandskabet og har sikret området status som UNESCO-verdensarvssted. Spredt rundt om bosættelserne i Sydgrønland ligger der adskillige fårebedrifter, der også fungerer som gæstehuse, hvor man virkelig kan fordybe sig i den lokale landbrugskultur. Gardar / Igaliku
I 1783 genbosatte nordmanden Anders Olsen og hans grønlandske hustru Tuperna Igaliku, den gamle gård Gardar. I dag dyrker deres efterkommere stadig markerne efter de nordiske grønlandere, inspireret af både de nordiske bønders og de grønlandske kulturelle traditioner. Brattahlid / Qassiarsuk
Brattahlid, Erik den Rødes egen gård, er måske en af de bedst bevarede af de gamle nordboers bosættelser. I Qassiarsuk-området finder man også en rekonstruktion af et vikingelanghus samt Tjodhildes Kirke, som var den første kristne kirke, der blev bygget på det nordamerikanske kontinent. Hvalsey / Qaqortukulooq
Hvalsey Kirke er også velbevaret og er måske den mest besøgte af de vikingetidsruiner, da den ligger tæt på den største by i Sydgrønland, Qaqortoq. Omkring kirken ligger resterne af de bolighaller, lader, lagerbygninger, bådehuse og græsarealer, der udgjorde grundlaget for det vikingetidsgrønlandske samfund.
Læs mere om din rejse i Sydgrønlands vikingers fodspor her.
Tak til Christian Koch Madsen fra Grønlands Nationalmuseum & Arkiv for hans uvurderlige bidrag til denne artikel.
Hvis du vil læse mere om opblomstringen og nedgangen i Grønlands vikingetid, kan du tjekke følgende kilder:
Author
