Om Forfatter
Bo Normander (Ph.D. i mikrobiel økologi) har i mere end et årti været naturfotograf og skribent sideløbende med sin karriere som miljøforsker og leder. Han har stor viden om den arktiske natur og miljøet og har skrevet en række rapporter og videnskabelige artikler om natur og biodiversitet.
Hvad er tundra?
Tundra omfatter store geografiske områder i de polare egne, hvor der ikke vokser træer, men hvor vegetationen er lav. Tundra er et såkaldt biom, der dækker over mange forskellige plantesamfund, men hvor fællestrækket er kolde temperaturer, der sammen med en forholdsvis kort vækstsæson forhindrer trævækst. Altså lige præcis hvad man finder i Grønland.
Hvilke plantesamfund findes i Grønland?
Dværgbuskhede er det mest udbredte plantesamfund. Derudover findes en del andre som f.eks. fjeldmark, mose, græsland og steppe. Fjeldmark kendes på en spredt og åben plantevækst, ofte på klippeterræn eller forblæste fjeldpartier, hvor der ikke kan etableres en sammenhængende vegetation.
Mose er sumpede områder med en fugtighedsbetinget vegetation, der består af græsser, halvgræsser som polar-kæruld og mosser.
Græsland og steppe opstår hvor, jordbundsforholdene er for tørre og ufrugtbare til, at andre planter kan trives særlig godt. Græsland findes bl.a. i Sydgrønland, hvor fårene er medvirkende til dannelsen af store arealer med græs. Steppe, hvor vegetationen er mere sparsom end på græsland, kendes bl.a. fra Kangerlussuaq.
Findes der ørken i Grønland?
Ja. i det nordlige Grønland findes områder, der er ekstremt nedbørsfattige, eller hvor den smule sne, der falder, hurtigt blæser væk eller fordamper. Derved opstår arktisk ørken, hvor der stort set ingen planter er, bortset fra nogle få græsser, laver og mosser.
Arktisk ørken kendes især fra områder i Peary Land, hvor nedbøren er mindre end i Sahara. Nogle af steppeområderne i indlandet ved Kangerlussuaq er også så tørre, at de minder om arktisk ørken.
Hvor mange planter findes der i Grønland?
Der findes mere end 520 hjemmehørende plantearter i Grønland. Dertil kommer omkring 200 indslæbte arter fra udlandet som f.eks. lupin, sibirisk valmue og europæiske mælkebøttearter.