Prøv et ekspeditionscruise og udforsk Grønlands inuitkultur og fantastiske fjorde under bekvemme forhold om bord på dit eget flydende hotel.
Forfatteren var inviteret med på Fram af Hurtigruten og 50 Degrees North.
Det var en af den slags dage, der bragte mindet om en australsk sommer frem: En dybblå himmel, en mild brise og et uendeligt hav. Det var juni måned, og vores ekspedition på Hurtigrutens isforstærkede MS Fram, langs med bugter og fjorde på den grønlandske vestkyst omkring Diskobugten, kunne nyde den ottende dag i træk med en skyfri himmel, takket være et højtrykssystem, som simpelthen nægtede at røre på sig.
De seneste 10 dage havde jeg kun set ét andet krydstogtsskib besøge små bosætninger langs en bjergrig, snedækket kystlinje og sejlet i kajak mellem isbjerge. Jeg var sammen med passagerer, som få dage forinden var fremmede – og som nu var venner. Men intet kunne have forberedt mig på, hvad der var i vente – mit første og højst sandsynligt eneste møde med den nordlige halvkugles mest produktive gletsjer.
Som australier havde jeg aldrig set noget lignende, selv om jeg naturligvis har set billeder. Jeg ønskede ikke at min oplevelse af Ilulissat isfjorden skulle blive ødelagt af larmende motordrevne gummibåde eller af en helikopters rotor, eller mine medrejsendes knipsende kameraer.
Alle havde planlagt at krydse de sidste få kilometre for at se det, og aldrig har man set en mere afsindig forventning. Taxaer på land, cykler, lokale både og Frams egne gummibåde stod alle klare.
En ven, jeg havde fået, Peter, en dansk pensionist som ikke har været i Ilulissat i 30 år, som ønskede at se, hvordan tingene var ændret, chartrede en helikopter. Tilstrømningen for at gå i land holdt sig kun så vidt inden for grænserne for civiliseret adfærd!
"Intet kunne have forberedt mig på, hvad der var i vente - mit første og højst sandsynligt eneste møde med den nordlige halvkugles mest produktive gletsjer."
Continues further down the page...
Ud af den blå luft, midt i al begejstringen, erindrede jeg ordene fra eksistentialisten Jean-Paul Sartre, som engang sagde: “Helvede er de andre”, og fandt ud af, at jeg delte hans følelser.
Så jeg tog et blad fra filosoffens håndbog, som siger, at rejsemål værdsættes bedre, hvis man nærmer sig dem i det stille, og valgte at gå til isfjorden på egen hånd.
Det var ikke langt – en gummibåd som var tilovers på havnen, og derefter gennem Ilulissat, som trods sine blot 5.000 indbyggere stadig er landets tredje største by. Sartre ville have elsket det her sted.
Jeg vandrede igennem byen, forbi et supermarked og nogle grønlandshunde i bånd, derefter op på en gangbro over et optøet tæppe af tundra, med sit lange græs og farverige bunddække af dværgbirk og vild rosmarin.
Så fik jeg det første glimt af en virkelig forbløffende scene: En bjergfyldt, smygende væg af hvidt-i-hvidt. Jeg følte mig lille og ubetydelig sammenlignet med, hvad jeg så. Det var et Grand Canyon-øjeblik, blot mere levende. Og jeg vidste godt hvorfor. Grand Canyon, det ligger der sådan set bare, ikke også? Det her bevægede sig…
Isbjergene revner fra Ilulissat-gletsjeren, hvis front var langt oppe langs kanalen, væk fra alles beskuelse, bortset fra nogle få heldige i deres chartrede helikoptere. Ilulissat er Grønlands store “transportbånd”, her produceres en tiendedel af landets isbjerge.
Jeg klatrede op på en afsats for at få en bedre udsigt ud over dem, nogle så store at de ikke når at smelte helt, inden de er nået ud i Atlanterhavet og er drevet ned til den 40. breddegrad – samme breddegrad som New York City.
Hvis jeg sad her i et år, ville 35 milliarder tons med is passere lige forbi mine øjne. Det ville være det hele værd.