For lidt over 20 år siden blev skindene fra de grønlandske moskusokser betragtet som ubrugelige og brændt som affald. Hvad jægerne ikke vidste var, at de i denne proces smed en ressource væk, ligeså værdifuld som grønlandsk guld: moskusuld.
Den er kendt for at være blødere end kashmir og varmere i forhold til vægt.
Continues further down the page...
Den brungrå moskusuld, også almindeligt kendt som qiviut i Nordamerika, betragtes som en af de mest luksuriøse fibre i verden. Den er kendt for at være blødere end kashmir og varmere i forhold til vægt.
Det krævede en grønlandsk kvinde med en vision, Anita Høegh, for at opdage, at de inderste lag af moskusoksernes skind var en mindre formue værd, hvis de blev behandlet rigtigt. Hun banede vejen for brugen af denne uudnyttede ressource og spandt den til guld i form af moskusuld.
“Moskusoksen er ikke naturligt hjemmehørende i Vestgrønland, så den er ikke en del af jægerens traditionelle bytte. Tidligere var der en jagtkvote på 300 moskusokser i Kangerlussuaq-området. Det var så nyt, at grønlænderne ikke vidste, hvordan de skulle anvende dyret – de brugte kødet, men brændte huden,” forklarer Høegh.
Dette har ændret sig efter at Anita lærte teknikkerne til, hvordan pelsen skal behandles. “Skindene giver nu jægerne en god ekstraindkomst – men vi var nødt til at finde ud af, hvordan vi kunne få det til at ske,” siger Høegh.
Anita havde levet af og arbejdet med turisme i Kangerlussuaq i 10 år, da hun blev opmærksom på, at produktionen af moskusuld kunne gavne bygden i de mere stille turistperioder om vinteren. Hun lærte at spinde, og da hun havde opnået denne færdighed, brugte hun sine kræfter på at lære, hvordan man producerer moskusuld.
“Den første udfordring var at købe moskusskindene fra jægerne i løbet af de to måneders jagtsæson. Da der er meget få råmaterialer, er der stor konkurrence.”
“Derefter skulle vi finde ud af processen med at tørre skindene ved den rigtige temperatur og derefter lære at adskille de tykke hår fra den inderste uld. Det er en lang og ildelugtende proces, som tager tid at perfektionere”, forklarer Anita. ”Jeg var nødt til at lave en del research, og jeg fik også hjælp fra en ven i Edmonton, Canada, før jeg fandt ud af at gøre det rigtigt. I dag har vi en meget større viden.”
I dag er moskusuld et mere lettilgængeligt materiale i Grønland, men stadig højt rost for sin kvalitet. Der er også kommet flere aktører på banen, men Høegh dominerer markedet med sine berømte produkter i 100% moskusuld. Hun bor nu i Sisimut, hvor hun har etableret en flagskibsbutik med det meget passende navn ”Qiviut”, som sælger lokalt producerede sælskind samt produkter af moskusuld. Hun har også udvidet hendes forretninger til Nuuk, men der er ingen konkrete planer om at åbne en ny butik.
“Vi er nødt til at sikre os, at vores lille produktion kan imødekomme efterspørgslen. Vi ønsker kun at levere den bedste kvalitet. Hele produktionen skal foregå på Grønland,” siger Høegh bestemt.
Qiviut er begyndt at organisere workshops for større turistgrupper, som besøger Sisimiut, for at fortælle historien om produktionen af moskusuld. Og det virker til, at når først turisterne har hørt om de indviklede detaljer i fremstillingen af qiviut, stiller de sig i kø for at købe materialet, på trods af det dyre prismærke. Det er, når alt kommer til alt, sin vægt værd i guld.
For yderligere information: www.qiviutonline.com
