Har du undervejs i udstillingen brug for et lille hvil, kan du benytte udstillingens bænke, der er placeret rundt omkring i bygningen. Herfra kan du nyde udsigten og den historiske atmosfære, der kendetegner det smukke UNESCO-område. Isfjordscentret har også virtual reality-briller til rådighed, som kan benyttes, mens du sidder på bænkene. Brillerne tager dig med på en virtuel rejse til den grønlandske forskningsstation EGRIP.
Isfjordscentret har også sit eget “Explorer room”. Rummet er en samtidskunst-installation med direkte transmitterede lyde fra isen rundt omkring forskningsstationerne i Grønland. Den transmitterede lyd vil opleves som en smuk symfoni, så du kan roligt lukke øjnene og drømme dig ud på isen.