Fra tidernes morgen har det været en menneskelig styrke at ville omgive sig med smukke ting, enten som status symboler eller for at stå sig godt med de højere magter, og uanset hensigten, er det en del af den menneskelige kulturarv som vi til stadighed kan glædes over.
I Grønland har bl.a. benperler og amuletter været kendt siden de første indvandrere kom til for 4.500 år siden, men den nyere tids kunsthåndværk tager egentlig sit udgangspunkt i Østgrønland, hvor fortiden stadig ikke er så langt væk.
Her havde man i forvejen både håndelaget til og traditionen for, på kunstnerisk vis, at udskære figurer i forskellige naturmaterialer, og fangstredskaber og trækar var dekorerede med smukke figurer forestillende fangstdyr, åndevæsener eller andre skabninger.
"Fra tidernes morgen har det været en menneskelig styrke at ville omgive sig med smukke ting."
Continues further down the page...
En tupilak vil du snart høre om, når du besøger Grønland, men for mange er det ofte lidt usikkert, hvad det egentlig er. Er den lille benfigur en amulet, er det noget godt eller ondt, og er det måske ovenikøbet et åndevæsen? Svaret indrammer faktisk alle spørgsmålene, for tupilakker er benfigurer fra Grønland, der forestiller et menneskeskabt åndevæsen.
Disse figurer kunne tidligere bruges mod tupilakmagerens fjender, men i dag fungerer de første og fremmest som kunstnerisk udtryk. Tupilakker havde dog den uheldige egenskab, at de kunne vendes mod deres skaber såfremt det påtænkte offers magiske evner overtrumfede frembringerens. Denne form for russisk roulette kunne nok skabe frygt på de små bopladser, og har historisk skabt en spændende dobbeltrolle for tupilakken, der har givet stof til mange grønlandske fortællinger.
Da de første europæere ankom, lærte de hurtigt om tupilakkens evner, og nysgerrige efter at se sådan en fyr, bad de den lokale befolkning om at vise dette væsen frem. Da det naturligvis var alt for farligt at lave en rigtig tupilak – hvad nu hvis den blev brugt med ond vilje af en stærkere modstander – og da ikke var nogen tradition for at tegne, blev løsningen, at man skar en tupilaklignende figur i ben eller træ.
Dette lille uhyrlige væsen blev så populært blandt de tilrejsende, at efterspørgslen steg og snart udviklede der sig en egentlig industri omkring fremstillingen af tupilakfigurer, så man kan med rette hævde, at tupilakken var grundlaget for den senere tids kunsthåndværk i Grønland.
Snart bredte udskæringsarbejderne sig til hele landet og antog mange andre former end de oprindeligt mere groteske figurer. Det blev til mennesker i dagligdags sammenhænge, fangstdyr, redskaber og meget mere, og materialevalget voksede med tiden så det i dag spænder fra naturmaterialer over kunststoffer til både sølv og guld.
Specielt populært er smykker i mange udgaver. Halskæder, armbånd, hårspænder og øreringe mange lokale, og tupilakken er på den måde blevet en figur, der indgår i vores egen hverdagskultur.
Moderne tupilakfigurer er med andre ord ikke farlige. Den eneste risiko er, at du kan ende med at blive endnu mere fascineret af vores spændende kulturhistorie, når du kommer i nærkontakt med dem. Men det kan du jo nok lære at leve med.
Article by Ole G. Jensen
