Det kræver særlig tilladelse fra Grønlands Selvstyre at krydse Indlandsisen, men som turist kan man besøge gletsjere og randzoner af isen uden forudgående tilladelse.
Man frygter isen i Grønland og ikke uden grund. For den er mægtig og brutal; ødelægger klipper og nedslider fjelde på sin vej, før isen brækker af som isfjelde efter at have ligget tusinder af år på det grønlandske indland. Man frygter isen fordi den er øde; intet lever der naturligt eller kan overleve der i længere tid ad gangen.
Isen er et ukendt, ingenmandsland uden nogen steder man kan søge tilflugt eller ly, uden særligt karakteristisk landskab man kan orientere sig efter, som når man vandrer i fjeldet eller sejler på fjorden. Hvad skal man dog der, bør man nok spørge sig selv, hvis man ellers er ved sine fulde fem.
‘Vil du med mig på min vindslæde tværs over indlandsisen et par uger i juni”, spurgte den kendte spanske polareventyrer Ramón Larramendi mig en dag via en besked i min indbakke. Jeg troede næsten ikke på mit held. Siden jeg var barn har jeg kigget ned på indlandsisen under utallige flyvninger til og fra Grønland med spænding og ærefrygt og tænkt, at jeg en dag gerne ville prøve ikke bare at stå på isen, men at gå på den. Nu var muligheden der. Jeg behøvede ikke at drømme om isen længere; for nu kunne drømmen blive til virkelighed!
Min nysgerrighed og dumdristige vovemod var for stor til at jeg kunne sige nej, og få måneder senere befandt jeg mig på isen et stykke nord for polarcirklen, og med Tasiilaq i Østgrønland som tættest beliggende by.
Sammen med fire mænd fra Spanien, og jeg selv fra Grønland, skulle vi krydse isen på et helt enestående fartøj, som Ramón havde udviklet gennem mere end 15 år. En vindslæde drevet kun af vinden takket være et kite som spændes på to 300 m. lange linjer, og som er i stand til at trække en 1700 kg. tung slæde inklusiv bagage og os fem.
“Håber du nyder det” sagde helikopterpiloten Tim fra GreenlandCopter til mig før han fløj afsted igen efter at have droppet os af på isen i sikkerhed fra de gletsjerspalter, der var få kilometer væk, bag os mod kysten.
“Sidste uge må jeg hente en mand herinde på isen, fordi han havde fået kuller”, tilføjede han og smilede underfundigt.
Vi havde ikke til sinde, at vi skulle have hjælp fra nogen, andet end når vi skulle hentes igen på den anden side af isen af en af Air Greenlands S-61 helikoptere. Der skulle dog gå 11 dage, før det skete, og med mange prøvelser.
Men før eventyret begyndte, måtte vi bruge et par dage på at reparere slæden, som havde gjort fart flere uger på isen, før det blev vores tur til at indgå i Ramóns utrolige færd på Grønlands evige vintermarker af is.
Da vi endelig var klar og vinden kom fra den rigtige retning, forberedte vi os til afgang, hvilket bestod i at gå med kiten 300 meter tværs på vindens retning og pænt folde den ud på isen, sikre at ingen linjer var filtrede og at der ikke var kommet revner eller huller i kiten siden sidste brug.
Når føreren, eller piloten, er klar gives et håndsignal, og personen der kaster kiten op i vejret, indtil vinden gør sit arbejde og løfter den helt til vejrs, skal for alt i verden undgå at komme foran kiten og blive filtret ind i den eller dens linjer.
Det lykkedes i første hug, og pludselig satte slæden i bevægelse med et ryk til den sagte lyd af vinden og kitens blide blafren over den øvre del af horisonten. Det var en sælsom fornemmelse at køre stort set lydløst over isen med udsigt til lutter is 360 grader rundt, blå himmel og blot få og små lavtliggende skyer.
Sammenligningen med et togt i en yacht i det caribiske hav med blide passatvinde blæsende om ørerne forekommer måske ikke nærliggende, men med skarp sol brændende på huden, ren luft og simpel natur omkring én, føltes det faktisk som var vi på vores helt eget togt midt ude i intetheden.
Man frygter isen fordi den er øde; intet lever der naturligt eller kan overleve der i længere tid ad gangen.
Continues further down the page...
“Ramón, Ramóoon!?” Jeg måtte ruske ham i benet for at vække ham. “Ramón, tror du de har medbragt deres GPS, Hilo og Manuel?”, spurgte jeg en anelse bekymret på deres vegne, for udenfor var det begyndt at blæse kraftigt op, og vores slæde var stoppet brat kort efter midnat, mens de to kørte slæden, og Ramón, Miguel og jeg selv havde lagt os til hvile i det bagerste telt.
De to var pistvæk, da jeg havde fået taget mig sammen til at gå frem til den forreste slæde med vinden og snefnug piskende omkring mig mens vejret bed hårdere og hårdere fra sig. Til min gru så jeg, at kiten også var borte med blæsten bogstavelig talt. Tydeligvis ikke de tos intention, og de havde gjort, som alle andre ville have gjort, nemlig sat efter det i et firspring for at fange det, inden det blæste helt væk fra os og umuligt at finde igen.
De kom heldigvis tilbage nogle timer senere, trætte og udkørte og med 8 km tilbagelagt til fods under svære forhold, men uden at finde kiten igen. Og GPS’erne havde de naturligvis med, altid hængende om halsen, hvis netop sådan nogle situationer her skulle opstå.
To dage gik med at lede efter det i nysneen, før vi fandt det sølle seks km fra vores vejrfaste lejr, og halvt begravet i en snedrive. Det bragte stor glæde og på en måde en endnu større vished om, at vi nok skulle klare os igennem den her ekspedition helskindet. Og da de følgende dage bragte os roligt vejr med høj sol og ingen vind, lå vi igen stille, men i helt andre blidere og behageligere omgivelser end under stormen.
Og dér midt på Grønlands indlandsis; midt i landskab, der mest af alt mindede om en fremmed og frossen planet med egen atmosfære langt ude i solsystemet, dér indfandt sig en ro og stilhed, som kun kan opleves få andre steder på planeten. Det var som at være i en ørken, men naturligvis med langt lavere temperaturer og en hård overflade, der dog også er under evig forandring. Stilheden var overvældende og isens allestedsnærværende storhed fik os til at føle os som det vi retteligt er, nemlig bittesmå elementer i et gigantisk univers.
Mens vi var der, og der ingen vind var, havde vi rigeligt med tid til at reflektere og bare være i nuet, og selvom jeg ikke fandt svaret på det klichefyldte spørgsmål om, hvad meningen egentlig er med tilværelsen, fandt jeg svar på et anden væsentlig ubekendt størrelse i mit personlige liv. Nemlig: Hvad kan jeg klare, hvad kan jeg tåle og udstå og hvor går mine grænser?
Svaret på disse spørgsmål er i grunden først gået op for mig efter ekspeditionen, for nu ved jeg, at jeg kan klare at krydse indlandsisen med alt hvad det indebærer af usikkerhed og udfordringer. Og kan jeg først det, hvilke andre ellers uoverstigelige udfordringer skulle jeg så ikke også kunne klare? Kan man flytte sine grænser ved at udfordre dem og stille sig selv spørgsmålet: Tør jeg i grunden ikke godt det? Hvis man presser sig selv, tør de fleste godt at udvide deres grænser, for det ligger i menneskets natur at søge mod nye horisonter og stille sin nysgerrig om omverdenen og sig selv.
Flapflapflapflap….lyden af den 18 meter lange og tonstunge S-61-helikopter er umiskendelig og nu efter halvanden uges eventyr på Indlandsisen flyver den lavt over hovederne på os ved den 69. nordlige breddegrad og 47. vestlige længdegrad; vores mål øst for Ilulissats lokale gletsjer, Sermeq Kujalleq, er nået, og rejsen stoppede brat midt i en gletsjerzone, hvorfra videre færd ikke blot er umulig, men også decideret livsfarligt.
Idet den lander ved vi, at livet som vi kender det og civilisationen med alle dens bekvemmeligheder venter os for enden af dørtrinene. Det er en vished, som synker ind med ambivalens, for dels skulle vi nu sige farvel til et eventyr, vi aldrig nogensinde ville glemme, men omvendt vidste vi, at det ikke var et ‘farvel’ til isen men et ‘på gensyn’ en anden god gang – og hvem ved, måske ikke for at krydse isen, men som turist der hvor isen møder land; det kan være eventyr nok i sig selv.
