Qaanaaq ligger i det nordligste Grønland, næsten på toppen af verden, og er den perfekte destination for rejsende, der gerne vil opleve det mest ekstreme Grønland. Byen er så fjerntliggende, som den kan være for en turist i Grønland. Det kan i forvejen være en stor mundfuld at beslutte sig for at tage til Grønland, men for dem, der er nysgerrige efter, hvor langt nordpå, de kan komme, bliver Qaanaaq en udfordring.
Artiklen fortsætter længere nede…
Trods sin placering så højt mod nord, så er Qaanaaq umiddelbart tilgængelig året rundt, men den kan føles helt forskellig fra årstid til årstid. Jeg har boet i Grønland i fire år nu. For nylig var jeg så heldig at få mulighed for at tage to ture til Qaanaaq, én om vinteren og én om sommeren.
Om vinteren er havet ud for byen Qaanaaq frosset helt til flere kilometer ud fra kysten. Eftersom der ikke er nogle faste passagerskibsruter til Qaanaaq, kommer folk normalt til byen med propelfly, der er fløjet af Air Greenland. Som du nok kan forestille dig med den lange afstand til Qaanaaq, så kan det være kompliceret at flyve dertil, og du vil ofte skulle skifte fly flere gange undervejs.
På min vintertur til Qaanaaq gik tingene ikke helt efter planen. På grund af dårligt vejr, først i Ilulissat, og så den næste dag i Upernavik (hvor forbindelsen til Qaanaaq nogle gange går fra), og så i selve Qaanaaq, blev min tur forsinket i samlet set tre dage. Desværre er der intet, man kan gøre, når vejret er dårligt. Man kan blot vente, indtil det igen er muligt at rejse. Efter min ankomst i Qaanaaq var der planlagt en tur med hundeslæde, men selvfølgelig blev den også udsat på grund af vejret.
Vejrudsigten forudsagde, at vejret ville klare op fra om eftermiddagen på den dag, hvor vi havde planlagt hundeslædeturen. Derfor spurgte jeg en af de hundeførere, der stod for turen, om det ville være okay at starte turen den eftermiddag. Han fortalte, at det ville være bedre at udskyde turen til næste dag, og ved du hvad? Han havde ret! Snevejret fortsatte dagen igennem, så det var godt, at vi fulgte hans råd. Hundeførernes evne til at forudsige vejret overgår ofte de vejrudsigter, man finder online.
Sent om eftermiddagen næste dag kunne vi endelig begynde vores hundeslædetur. Det var stadig overskyet, men vi havde tiltro til vores hundefører, der sagde, at vejret ville blive bedre senere på dagen.
Grønlandske slædehunde er anderledes end de hunde, som du og jeg ellers kender til. De opdrages ikke som kæledyr, og derfor bor de også udelukkende udenfor huset, selv hvis det er stormvejr. Selvom om hundene som regel er lænkede, når de ikke arbejder, så bør du ikke gå tæt på dem med mindre, at ejeren giver lov til det. Slædehundehvalpe står dog ikke i lænker.
Da hundeføreren begyndte at samle hundene for at gøre slæden klar, så hundene ligeså spændte ud som mig. Det virkede som om, at de havde ventet på dette øjeblik i en evighed. Det eneste, de behøvede, var, at hundeføreren udstak en retning, som de kunne løbe i. Mens hundeføreren forbandt hundene til slæden, holdt hans kone styr på dem ved at bruge en pisk. Pisken ramte aldrig hundene, men blev kun brugt til at kontrollere dem. Og endelig var vi klar til at tage afsted!
Overfor byen Qaanaaq troner en spektakulær bjergkæde. Til at begynde med troede jeg, at disse bjerge var ganske tæt på byen, men jeg blev hurtigt klar over, at i det flade, endeløse landskab er objekter meget længere væk, end de med det blotte øje ser ud til at være. Jeg forventede ikke, at det ville tage otte timer at nå til det shelter, der lå ved foden af et af bjergene.
Den næste dag var det meningen, at vi skulle fortsætte med hundeslæde til kanten af isen, hvor havet igen er åbent, men på grund af et uventet omslag i vejret, måtte vi blive i vores shelter hele dagen og vente på det rigtige øjeblik til at fortsætte turen. I den voldsomme storm blev slædehundene udenfor. Det var ikke første gang, at jeg fik fornemmelsen af, at disse hunde virkelig er vilde.
Om sommeren besøgte jeg Qaanaaq igen. Denne gang var havisen foran byen smeltet. Nu var det tid til at sejle med båd og kajak fremfor at køre med hundeslæde.
En af de aktiviteter, som jeg havde planlagt til mit sommerophold i Qaanaaq, var at være med på en lokal narhval-jagt. Det kan være chokerende for turister at høre, at lokale går på jagt efter narhval i Grønland. Men på et sted som Qaanaaq, som ligger så højt i Arktis, er der meget få kilder til føde. Man kan ikke dyrke noget i jorden, og det kvæg, som vi normalt bruger til mad, kan ikke overleve her.
Dertil kommer, at de lokale ikke kan være afhængige af mad, der skal leveres med båd eller helikopter. Et fragtskib kommer kun to gange om året, og vejret gør det ofte umuligt at nå frem til byen i flere dage i træk.
Disse faktorer gør, at de små lokalsamfund i isolerede områder som Qaanaaq faktisk er afhængige af at jage lokale dyr for overlevelse. Denne praksis er reguleret via strenge kvoter, ikke mindst, når det kommer til narhvaljagt i Grønland. Kvoterne skal sikre, at narhvalbestanden vedligeholdes trods den lokale jagtpraksis.
At skaffe sit kød lokalt er også mere bæredygtigt og bedre for miljøet, da det betyder, at mindre mængder kød skal importeres udefra, en praksis, der producerer meget CO2.
Jagt i Grønland er på mange måder en spirituel praksis, og jægerne tror på, at det altid er Moder Jord, der bestemmer, hvorvidt en jagt bliver en succes eller ej. De tror på, at det kun er de dyr, der er klar til at give deres liv for at sikre menneskernes velbefindende, der i sidste ende bliver fanget.
Jægerne i Qaanaaq har fastholdt deres traditionelle måde at gå på jagt med brug af kajakker og harpuner. Desværre er antallet af jægere, der kan gå på jagt på traditionel vis, faldende. En af vores guider, Aleqatsiaq, som er midt i 30’erne, kaldte de lokale jægere i 50-60-års alderen for den sidste generation af ægte jægere i Grønland.
Jægerne læssede deres kajakker ombord på båden og fangede snart nogle sorte tejster, en sort og hvid fugl, der kaldes ”Appa” på grønlandsk. Vi tilberedte de friskfangede Appa på båden. De blev plukket og kogt i en gryde med grønlandsk is sammen med ris og pasta. Appa-suppen smagte fantastisk. Jeg husker ofte smagen meget tydeligt og bliver mindet om, at alt, hvad du spiser i naturen smager fantastisk, hvis det bare er frisk.
Som det gælder i alle former for jagt, har også narhvaljægere brug for lidt hjælp fra Moder Jord, hvis jagten skal lykkes. Når man tager ud på narhvaljagt, skal jægerne være opmærksomme på selv deres vejrtrækning. Narhvaler er følsomme dyr, og deres lugtesans er veludviklet, og de kan endda opdage skyggen af en jægers kajak.
Efter 27 timer på båden havde vi stadig ikke været så heldige at fange en narhval. En enkelt gang var jægerne tæt nok på til at harpunere en narhval, men det virkede ikke, som det skulle, og det lykkedes narhvalen at flygte. Jeg husker stadig den helt unikke lyd, som narhvalen lavede. Det lykkedes ikke at fange en narhval denne gang. Men mens vi stille flød på det rolige hav, var jeg meget glad for at have fået muligheden for at se levende narhvaler – en oplevelse, der kun er ganske få forundt.
Jeg er ikke en særligt aktiv person, og jeg hverken vandrer eller klatrer regelmæssigt. Men jeg elsker dog at gå og kigge ned fra udsigtspunkter. I Qaanaaq er der en lille bakke bag byen, hvorfra der er udsigt over hele byen, herunder havet, der strækker sig hundredvis af kilometer forude. Hver eneste morgen er udsigten fra min bolig uforståeligt smuk. Men når jeg står på bakketoppen bag byen, og 24-timers solen brænder over mit hoved, så føler jeg mig virkelig velsignet.
Hvis du går mod den sydlige del af byen (den modsatte retning af lufthavnen), støder du på en interessant kombination. Her ligger en fodboldbane og en kirkegård side om side. Kirkegårde i Grønland ses sjældent som noget uhyggeligt. Hvide kors er dekoreret med farverige blomster, og det ser meget smukt ud, især om vinteren, hvor de står i kontrast til den hvide sne. Lige ved siden af kirkegården spiller børn så fodbold. Dette ville aldrig kunne ske i mit hjemland, Korea, hvor forældre næppe ville lade børn spille fodbold lige ved siden af en kirkegård. Men Grønland gør alting anderledes og smukt.
Efter en måneds rejse i det nordlige Grønland, er jeg endelig tilbage i Nuuk, hvor jeg bor. Byen så meget anderledes ud, end da jeg forlod den. Sneen i gaderne var smeltet væk, og en mørkeblå farve fyldte nattehimlen, hvilket betyder, at nordlyset vil være væk i et stykke tid. Sommeren er på vej.
