Tupilakkernes eksistens begyndte i gammel tid som menneskeskabte hævnånder, der blev samlet af forskellige ben og genstande, bragt til live med magiske besværgelser, og sat ud i havet for at finde den person, som man ønskede hævn over.
Tupilakken er i dag blevet til et kunstnerisk udtryk, der bedst kendes fra små udskårne benfigurer, men ikke alle følger den almindelige nutidsfortælling.
I Sisimiut bor den 42-årige arkitekt og kunstner Mike Jakob Kristiansen, der en dag i 2010, ud af det blå, gav liv til et nyt tupilak univers, der sidenhen bare er vokset og vokset.
“Det begyndte med, at jeg sad og fortalte tupilak historier til min datter”
Artiklen fortsætter længere nede…
“I starten begyndte det med, at jeg sad og fortalte tupilak historier til min datter”, fortæller Mike, da vi møder ham i hans hjem, som er tæt dekoreret med hans tegninger og malerier.
“Når min datter skulle sove, så snakkede vi om, hvad der skulle være i historien, og de blev så tegnet samtidig. Jeg tænkte ikke så meget over det i begyndelse, men det udviklede sig til en skitsebog, hvor jeg ellers normalt tegnede huse og den slags arkitekturskitser.”
“Lige pludselig dukkede de her figurer op, og på ganske kort tid, faktisk kun på nogle få måneder, væltede en serie af sorthvide tuschtegninger frem, som blev til min første udstilling, der bare hed ‘Tupilak’.”
“Det er måske først og fremmest lidt bizart. Jeg var nok blevet træt af de der lidt stereotype tupilakker, som man kunne se alle steder, så jeg blandede mange forskellige motivgrupper sammen i starten.”
“Sidenhen har jeg udviklet mig fra stregtegninger over i en mere street art inspireret collage stil med neonfarver og grafitti referencer. Og så arbejder jeg i dag både med tusch, akvarel og akrylmaling.”
