Nordlyset. Havets Moder. Den vandrende ånd kendt som qivittoq.
For grønlændere i gamle dage spillede disse undere, myter og skikkelser en vigtig rolle i hverdagslivet, hvor man lærte om den gældende samfundsmoral gennem mundtlige overleveringer. I dag er disse fortællinger en del af det sociale net som binder vort folk sammen og du er velkommen til at se hvilken indflydelse de har på kunsten i byerne.
Bølgende henover den mørke vinterhimmel, har nordlysene altid frembragt forundring. I gamle dage forestillede folk i Grønland sig at nordlyset dansede, hver gang deres forfædre spillede fodbold med et hvalros kranie henover nattehimmelen.
Liv og død hang uløseligt sammen, døden var bare et skift fra denne verden til en anden.
Myter spillede en vigtig rolle i hverdagslivet.
Continues further down the page...
Grønlænderne levede deres liv i henhold til gudernes og naturens love. Åndemaneren var en meget magtfuld skikkelse i samfundet, da det var ham der fortolkede de højere magters vilje. De mundtlige beretninger, som blev videregivet fra en generation til den næste, handlede ofte om en åndemaner og på denne måde, fik man så undervisning i gældende regler og samfundsmoral.
Se for eksempel, på forholdet mellem åndemaneren og den ikoniske skikkelse, Havets Moder. Myterne siger at når en inuit bryder et tabu bliver Havets Moders hår beskidt og dyr og fisk filtret ind i hendes hår, hvorved det bliver umuligt for jægerne at fange mad.
Åndemaneren er derfor nødt til at rejse hen over horisonten og ned til havets bund for at rense hendes hår og frigøre dyrene. Han er også nødt til at snakke med hende, for at høre hvilke tabuer der er blevet brudt og efterfølgende give denne lærdom videre til samfundet.
Berømte kunstværker med Havets Moder findes i flere forskellige byer i Grønland som f.eks. i Qaqortoq og i Nuuk. Mange mente at gadekunsten i Nuuk, som blev udført af den islandske kunster kendt under navnet Mottan, forestillede Sassuma Arnaa (også kendt i canadiske inuit myter som Sedna) den unge pige, hvis fader en dag smed hende overbord. Han hakkede hendes hænder og fingre af da hun forsøgte at kravle ombord igen.
Fingrene blev til de mindre maritime arter, så som sæler og fisk, medens hendes hænder forvandlede sig til isbjørne og hvaler og hun sank selv ned på havets bund og blev til Havets Moder. I Baldurssons kunstværk er hendes hænder hele og hun bruger dem til at tæmme en isbjørn.
Hvis der er en ting som grønlændere elsker, så er det en god spøgelseshistorie. Mange af nutidens historier handler om qivitoq’en, en vandrende ånd, som vælger at opholde sig ude i den frie natur eller som er blevet tvunget til det. Folk troede at de fordrevne personer blev til ånder eftersom man ikke alene kan overleve i den barske grønlandske natur. Bliv ikke forbavset over at man, selv i vort nutidige moderne grønlandske samfund, kan høre beretninger fra folk, som hævder at de har set en qivitoq, efter en tur ud i den vilde natur. Myterne lever videre på bedste vis.
Man kan høre mere om den grønlandsk kunst og kultur på museerne eller ved at deltage i byrundture eller nordlysture i Grønland.
