Én lokalitet nævnes igen og igen, når vi skal pege på Grønlands bedste og mest tilgængelige nordlysdestinationer, og det er lufthavnsbyen Kangerlussuaq, der med sin unikke indlandsplacering i læ af fjelde og is har mere end 300 klare nætter om året.
Ligesom i resten af landet er Kangerlussuaqs nordlyssæson fra slutningen af september til midten af april og med stort set ingen lysforurening allerede et kort stykke ude langs Grønlands eneste direkte grusvej til Indlandsisen, er nordlysmulighederne optimale.
Selvom situationen vitterligt er unik i Kangerlussuaq, så er nordlyset en helt almindelig del af nattehimlen mange steder i Grønland. Selv over hovedstaden Nuuks mange gadelamper er nordlyset tydeligt, og får folk til at standse op på gaden på vej hjem fra arbejde.
VIDENSKAB OG MYTER
Hvad er nordlys egentlig? Nordlyset er elektrisk ladede partikler fra solen, der rammer vores atmosfære og skaber et lysfænomen med vekslende farver, der afslører, hvor højt over planetens overflade partiklerne træffer atmosfæren.
Men er den videnskabelige forklaring på det såkaldte Aurora Borealis virkelig derfor, at vi gang på gang går i stå, når nordlyset kommer frem? Eller bliver vi mindet om noget større end os selv, noget nærmest magisk, der får selv nordlysvante grønlændere til at kigge op?
Vi ved i hvert fald, at den samme fascination, som både vi selv og du som gæst vil opleve, også har udfordret vores forfædres fantasi. Et kendt sagn fortæller således, at når nordlyset danser, betyder det, at de afdøde spiller fodbold med et hvalroskranie på nattehimlen.
Og i dag mener visse folkeslag sågar, at børn bliver særligt intelligente, hvis de undfanges på en nat med nordlys. I så fald ligger Grønland lunt i svinget, må man tro.