I dag kender vi befolkningsgruppen, der kom til det mennesketomme Grønland for 1300 år siden, som Dorsetkulturen.
De havde efter alt at dømme været her med en tidligere bølge af indvandring lige inden landets affolkning, men på trods af deres tidsmæssige udbredelse i Grønland er Dorsetperioden delvist omgærdet med mystik. For hvorfor brugte de ikke kajakker ligesom grupperne før og efter dem? Hvorfor havde de ikke hunde og slæder? Og hvorfor var deres redskaber, bosætningsmønstre og teknologier anderledes end alle andre inuit indvandreres?
Svaret er omdiskuteret, men en fremherskende teori er, at det var en gruppe mennesker fra de nordøstamerikanske skovområder, og at de adskiller sig fra folkene både før og efter dem ved at “lugte lidt af skov”, som en dansk arkæolog populært har sagt det.
Deres mulige ophav i en varmere klimazone forklarer måske også, at de forsvandt samtidig med, at Den Lille Istid fra omkring 1300-tallet gjorde Grønland koldere og mere ugæstfrit.
THULEFOLKET BRAGTE SLÆDEHUNDEN TIL GRØNLAND
Et barskere klima og svigtende somre synes ikke at have generet Thulefolket, der var en gruppe højt specialiserede og tilpasningsdygtige nomader, som hurtigt spredte sig langs den isfri kystbræmme fra omkring år 1300.
Ligesom med alle andre inuitindvandringer gik Thulefolkets rejse østover, denne gang fra Beringsstrædet til Grønland, og det forlyder, at de gennem sagn og overleveringer havde hørt om tilstedeværelsen af meteoritjern i Nordgrønland og dette metals formidable egenskaber som redskabsmaterialer.
Thulefolket ernærede sig ved blandt andet hval- og sælfangst, og de var formodentlig også de første til at bringe hunde ind i Grønland og på den måde indledte de hundeslædens kulturhistorie i landet. Thulekulturen foretog lange slæderejser i fangstområderne og grundlagde en kulturtradition, der især blev populariseret i ekspeditionstiden omkring Knud Rasmussens slæderejser i Nordgrønland og Arktisk Canada og som i dag er en vigtigt del af både lokalkulturen og oplevelsesindustrien i Grønland.
