#BreakTheBias
Arnarulunnguaq er et navn, de færreste sikkert kender (endsige kan udtale!) Men i Grønland er hun en kendt skikkelse, selv om hun kun blev 37 år gammel – og hendes store bedrift skete for lidt over hundrede år siden. Som den eneste kvindelig polarforsker deltog hun i den berømte 5. Thule-ekspedition i perioden fra 1921 og 1924, ledet af den legendariske ekspeditionsleder Knud Rasmussen. En lang og fysisk krævende ekspedition på 18.000 kilometer, der strakte sig over arktiske områder som bl.a. Grønland, Nordcanada og Alaska.
En nærmest umenneskelig bedrift, som hun også blev belønnet for. Blandt andet blev hun hædret med en Fortjenstmedalje i sølv af Kong Christian den tiende – og selv den daværende amerikanske præsident Calvin Coolidge ønskede at hilse på hende.
Genfødt som syvårig
Men hvem var denne arktiske globetrotter Arnarulunnguaq, der deltog i den stærkt mandsdominerede Thule-ekspedition, ja, ved et uheld?
Polarforsker Arnarulunnguaqs liv begyndte brutalt. Allerede da hun var syv år, mistede hun sin far. Det var en katastrofe for familien, da det var gængs praksis, at manden i familien var familiens forsørger. Og da der ikke var mulighed for at hente hjælp, skulle moderen selv forsørge sig selv og sine fire børn. Her var der ikke anden udvej end, at et af børnene skulle ofres. Og da Arnarulunnnguaq var den yngste og samtidig pige, betød det, at hun måtte ofres først.
Ifølge den Polarforsker Knud Rasmussen skulle hun – ifølge traditionen – for at vise sin forståelse af situationen selv lægge rebet om halsen. I den stærkt tragiske situation braste hendes bror, Ajako, i gråd, og det endte med, at moderen ikke kunne gennemføre det. Arnarulunnguaq så optrinnet som en genfødsel, som gav hende en særlig indstilling til livet:
”Hun siger nemlig selv, at den taknemmelighed, hun først mange år efter kom til at føle, og det liv, hun ligesom havde fået i gave, har gjort hende stille over for mennesker”.
Arnarulunnguaq kom med på et afbud
Dødsfaldene i familien stoppede ikke her, og igen fik Arnarulunnguaq en skelsættende hovedrolle, dog noget mere positiv end første gang. Hendes bror, Ajako, var nemlig udset til at skulle deltage i den femte Thule-ekspedition, men af ukendte årsager døde han. Som erstatning blev Arnarulunnguaq udvalgt i stedet for sammen med hendes mand, fangeren Iggiannguaq – men han døde lige inden ekspeditionens afgang i Nuuk. Hun valgte alligevel at fortsætte med at være deltager på ekspeditionen sammen med en blanding af grønlændere og danskere. Udover ekspeditionsleder Knud Rasmussen var også en anden kendt ekspeditionsrejsende med – nemlig Peter Freuchen. Deltagerne fra Avanersuaq (Qaanaaq-distriktet) deltog på ekspeditionsrejsen som jægere, hundekuske, syerske og kokke.
Den 6. september 1921 skrev Knud Rasmussen:
”…Iggiannguaqs Enke har naturligvis taget sig sin Mands Død meget nær. Jeg har stillet hendes Valget frit, saa at hun kan vende tilbage til Thule… Hun har i Dag anmodet mig om at faa lov til at forsætte, da hun vil anse det for uudholdeligt at leve mellem fremmede Mennesker her i Sydgrønland på ubestemt tid… jeg er meget glad for, at hun fortsætter…hun er…den dygtigste af de kvinder, vi har med.”
Tilberede mad i 50 graders kulde
Den 7. september 1921 begyndte ekspeditionen, og mere end 18.000 kilometer skulle tilbagelægges, inden de var i mål.
Fra ekspeditionens begyndelse var der over ti deltagere, men ved ekspeditionens slutning var det kun Knud Rasmussen, Arnarulunngaq og hendes fætter Qaavigarsuaq, der var med hele vejen.
Knud Rasmussen skriver i “Den Store Slæderejse”, at Arnarulunnguaq og Qaavigarsuaq er de eneste Inuit, der har besøgt samtlige Inuit i Arktis.
Den verdensberømte ekspeditionsleder var bevidst om, at en af årsagerne til, at den ekstremt krævende slæderejse i det hele taget kunne gennemføres, skyldtes aktiv deltagelse fra Arnarulunnguaqs side. Det beretter han om efter ekspeditionsrejsen til damebladet ”Tidens kvinder”, hvor han sætter ord på den umenneskelige store indsats, hun stod for.
I damebladet beskriver Knud Rasmussen hende som en person, der udviste stor dygtighed og omhu med at holde deres skindtøj i orden; men om aftenen efter en streng dagsrejse med slæderne, som hun måtte være med til at trække på lige fod med mændene, skulle hun efterfølgende tilberede maden, tørre og reparere deres skindtøj, som var livsnødvendigt i temperaturer på omkring 50 kuldegrader og kraftig vind.
Derudover fokuserede Knud Rasmussen også på hendes usædvanlige iagttagelsesevne, der gjorde hende nyttig ved botaniske indsamlinger, konservering af zoologiske genstande samt ved arkæologiske udgravninger. Samlet set var Arnarulunnguaq nok den deltager på ekspeditionsrejsen, som må formodes at have haft flest roller under ekspeditionen.
MINDER OM Qaavigarsuaq
Mød Regine Kristiansen, datter af Qaavigarsuak. Regine er 82 år, bor i Qaanaaq og er det sidste overlevende barn af Qaavigarsuak. I dette interview forklarer hun sin fars rolle i ekspeditionen, grunden til, at Knud Rasmussen valgte ham, ligesom hun deler nogle af sin fars bedste minder fra ekspeditionen.
Arnarulunnguaq er et forbillede for mange kvinder
Ordsproget ”bag enhver stor mand, står der en kvinde” passer som en lille kvindefod i en kamik, når man tager i betragtning den store indsats, som Arnarulunnguaq har ydet i forbindelse med verdens længste slæderejse – og hvor Knud Rasmussen fik størstedelen af hæderen fra offentligheden.
Arnarulunnguaq betyder ”det lille kvindemenneske”, men hun var, i overført betydning, ”en stor kvinde” – og et forbillede for mange kvinder sidenhen for hendes evne til i mere end en forstand at gå nye veje.
I kulturens verden er hun også blevet hyldet. Her er et uddrag af Aqqaluk Lynges digt ”Det lille kvindemenneske”:
”Overalt hvor du har været
huskes du og Miteq.
Overalt hvor du har været
Arnarulunnguaq
Huskes dit humør og lyse sind.
Ingen har lavet en tavle
En statue eller en bog
men din ånd og din styrke
er overalt som et bånd
for vort folk.
Uden dig var verden kun halv
og rejsen ufuldent…”