Mange af os har hørt historien om den berygtede Erik den Røde, der fandt vej til Grønland efter, at han blev sendt i eksil fra Norge og Island på grund af mord. Det siges, at han navngav Grønland med det lidt vildledende navn for at overtale sine landsmænd til at slå sig ned der. Tja, det virkede overraskende nok, og hans oprindelige rejse i år 984 markerer den officielle begyndelse på vikingetiden i Grønland.
Mellem år 984 og et ukendt år i 1400-tallet repræsenterede vikingerne i Grønland den europæiske civilisations fjerneste egn. De boede i to bygder på Grønlands vestkyst, Vesterbygden, der faktisk lå mere nord for end vest for Østerbygden, der var placeret i bunden af det, vi i dag kender som Nuuk Fjord. Østerbygden var meget større (omkring 2.000-3.000 indbyggere mod Vesterbygdens 500 indbyggere) og var spredt over hele det område, vi i dag kender som Sydgrønland.
Selvom vikingerne opbyggede et blomstrende samfund i Grønland, der bestod i over 400 år, så er årsagen til deres forsvinden fortsat et af Grønlands største mysterier. Der er mange teorier, men der er ikke bred enighed om hvordan og hvorfor hele dette samfund forsvandt på et tidspunkt i 1400-tallet.
Continues further down the page...
Det grønlandske vikingsamfund byggede på en delikat balance. I Norge og Island forlod vikingesamfundet sig på kvægbrug, produktion af mejeriprodukter såsom smør, ost og skyr (islandsk yoghurt) og på kirkens status. At flytte denne livsstil til et klima, der er så hårdt og så fjernt som det grønlandske, krævede udviklingen af en kompleks, uafhængig økonomi. Alt var nøje planlagt, og samfundet var meget stramt struktureret. Overordnet set fungerede det, men det var også et meget sårbart samfund, for hvis blot et delement begyndte at vakle, kunne hele korthuset vælte.
Der var 5 langsigtede udfordringer, som vikingerne fortsat måtte slås med under deres tid i Grønland.
Selvom det sydlige Grønland er den mest frodige del af landet, så var Grønlands naturressourcer ikke nok til at understøtte et stort landbrugssamfund. Mange af de husdyr, som vikingerne medbragte fra Norge, viste sig ikke at passe til det koldere grønlandske klima. Græssæsonen for køerne var kortere, end de var vant til, hvilket betød, at kvæget måtte holdes indendøre i en længere periode om året, hvor de skulle fodres med hø, som for sin del først skulle dyrkes og høstes.
På grund af udfordringerne med landbrugsdriften, vendte vikingerne sig mod jagt for at supplere deres mad. De begyndte at jage rensdyr og sæler i stor stil kort efter, at de ankom til Grønland. Vikingerne havde en vis erfaring med at jage i Norge og Island, og denne storskalajagt på disse dyr, som var et fælles projekt og stramt koordineret, mindede meget om det, de kendte hjemmefra.
Forskere har tidligere argumenteret for, at vikingernes fald skyldtes deres manglende evne til at lære af Inuitterne på dette punkt. Inuitterne havde udviklet smarte og effektive måder at jage hvaler og ringsæler, og selvom vikingerne sikkert så dem jage, så lader det til, at de aldrig selv forsøgte at mestre disse teknikker. Vikingerne gik på jagt i ufordelagtigt tunge både lavet af træ, hvor Inuitternes lette kajakker var lavet af sælskind.
Der er dog dem, der hævder, at manglen på mad i Grønland slet ikke var udtalt nok til at få vikingerne til at ændre drastisk i de jagtstrategier, der førhen havde virket så godt for dem.
Fra vikingerne kom til Grønland og helt op til omkring år 1300, var klimaet relativt mildt, måske endda en anelse varmere end Grønlands vejr i dag. Det gav favorable betingelser for at dyrke hø og lade dyrene græsse. Men klimaet blev gradvist koldere og mere afvekslende, indtil ”Den lille istid” ramte i begyndelsen af 1400-tallet. Det koldere vejr gjorde det sværere at dyrke hø, og havisen lukkede passagen mellem Grønland og Norge, så det blev sværere at få skibe frem til de afsides boende vikinger.
Vikingerne havde ingen chance for at forudse det koldere vejr på samme måde, som vi i dag kan forudse klimaforandringer, og alligevel gik de på med krum hals og satsede i stigende grad på får og geder, der ikke er ligeså kræsne som køer, når det kommer til græsning.
Norge var de grønlandske vikingers vigtigste handelspartner, og oprindeligt var der stor efterspørgsel på varer, som Norge kun kunne få fra Grønland, såsom elfenben fra hvalrossens stødtænder. Men da Norge igen kunne handle med Asien og Østafrika og få elfenben derfra, så havde de ikke længere samme behov for Grønlands eksportvarer.
Norge havde sine egne problemer at kæmpe med, for eksempel den sorte død (1349-50), som gradvist gjorde det at sende skibe til Grønland til en mindre prioritet. Den formindskede kontakt med Norge betød, at de grønlandske vikinger efterhånden mistede deres identitet som kristne europæere.
Inuitterne immigrerede fra canadisk Arktis til Nordvestgrønland omkring år 1200, hvilket betyder, at vikinger og Inuitter delte Grønland i flere århundreder. Det er meget sandsynligt, at de to grupper havde kontakt med hinanden, men vi ved ikke, hvor veletableret eller gunstigt deres forhold eventuelt var. Mange forskere mener i dag, at de to grupper overordnet set handlede med hinanden og respekterede hinandens samfund.
Det grønlandske vikingsamfund var meget hierarkisk opbygget. Religion og kirken var samfundets fundament, og dette retfærdiggjorde store forskelle i social status og rigdom. Nogle rapporter vurderer, at det er denne afhængighed af kirken, som er skyld i kollapset af det grønlandske vikingesamfund, fordi vikingerne prioriterede forholdet til sine europæiske modparter i stedet for fuldt ud at tilpasse sig til leveforholdene i Grønland.
Et ofte brugt eksempel herpå er langdistance hvalrosjagten, som var en vigtig aktivitet for kolonien helt frem til slutningen. Disse jagter sikrede luksusprodukter som hvalros-elfenben og pels, som vikingerne eksporterede til Europa. Nogle forskere har siden peget på, at den tid, mandskabsressourcer og både, der blev brugt på disse missioner, var fejlplaceret.
Dog har nylig forskning peget på, at årsagen til, at vikingerne overhovedet slog sig ned i Grønland, måske faktisk primært har været på grund af adgangen til netop disse arktiske luksusprodukter, hvilket også kan forklare, hvorfor vikingerne lagde deres fokus her, selv i de senere år, hvor vikingesamfundet var i tilbagegang.
Den mindre Vesterbygd var den første, der forsvandt fuldstændig, men årsagen til bygdens undergang er fortsat uklar. En gejstlig, der besøgte bygden omkring 1350, skrev, at Inuitterne havde overtaget hele Vesterbygden, men frustrerende nok for eftertiden uddybede han ikke dette nærmere.
Andre forskere mener, at det tiltagende kolde klima har ført til hungersnød i den mindre og mere isolerede bygd, mens andre mener, at det er mere sandsynligt, at beboerne blev overrumplet af et overfald af Inuitterne.
Dette kapitel i sagaen om vikingeæraen er det måske mest mystiske – hvad var det, der gjorde en ende på den større Østerbygd i Sydgrønland?
De sidste skriftlige kilder fra Østerbygden stammer fra 1408, og de giver indtryk at, at alt var, som det plejede. Det sidste skib vendte tilbage til Norge fra Grønland i 1410, og herefter blev klimaet i Nordatlanten koldere og mere blæsende, så skibstrafikken i sidste ende stoppede helt.
Den sidste biskop døde omkring år 1378, og der ankom ikke en ny biskop til at afløse ham. Men præsterne skulle ordineres af en biskop, og uden en ordineret præst kunne folk ikke blive døbt, blive gift eller få en kristen begravelse. Efter at den sidste ordinerede præst døde, er det nemt at forestille sig, at Østerbygden fik det svært.
Tidligere har mange tilskrevet de angiveligt konservativt indstillede vikinger, og deres overudnyttende tilgang til livet i Grønland, skylden for det grønlandske vikingesamfunds undergang. Forskerne har henvist til, at vikingerne stædigt holdt fast i den europæiske livsstil og nægtede at forandre sig. I dag mener de fleste forskere dog, med henvisning til de mange forandringer, som vikingerne faktisk tog til sig indenfor både landbrugs- og jagtmetoder, at vikingerne var såvel meget forandringsvillige som ressourcestærke.
Men hvis man antager, at vikingerne havde tilpasset sig godt til forholdene, så bliver deres forsvinden blot endnu mere kompleks og mystisk. Det er muligt, at de fem langsigtede udfordringer nævnt ovenfor til en vis grad har medvirket til at gøre livet vanskeligt for vikingerne i Grønland, men det er Europas faldende efterspørgsel på hvalros-elfenben, som har været den nok største udfordring for dem.
Mod slutningen har vikingerne sandsynligvis stået overfor et umuligt valg, da det stod klart, at deres mission i Grønland var dømt til at mislykkes; efterspørgslen på hvalros-elfenben var for nedadgående, hvilket formindskede deres handelsmagt og gjorde dem mere udsatte overfor hungersnød eller angreb fra Inuitterne.
Måske var den eneste tilbageværende mulighed at pakke sammen og sejle tilbage til Europa. Men at flygte til Europa var ikke rigtig en egentlig tilbagevenden, idet vikingerne på dette tidspunkt havde beboet Grønland i mindst 400 år. Når de var vokset op som sæl- og hvalrosjægere er der ingen grund til at tro, at disse vikingegrønlændere skulle have følt, at Europa var stedet for dem. Det vil have været et kæmpe skridt at forlade deres hjemland og det samfund, de havde bygget op fra grunden.
Selvom der er megen fokus på deres undergang, så er vikingerne i Grønland på mange måder en succeshistorie. De formåede at opbygge et samfund, der i mere end 400 år var komplet selvforsynende hvad angår fødevareproduktion. Nu om dage afhænger Grønland i høj grad af fødevareimport fra Danmark.
Samfundets hierarkiske struktur har skabt en konflikt mellem magthavernes kortsigtede interesser og de mere langsigtede mål for samfundet som helhed. Prioriteringen af luksuseksporten til Europa optog ressourcer, som ville have været brugt bedre på landbruget, hvis hovedformålet var overlevelse. Hvis hovedformålet derimod netop var at sikre disse arktiske luksusprodukter, så må det grønlandske vikingesamfund siges at have været en kæmpe succes.
Vikingernes succeshistorie lever videre i Sydgrønland i dag, hvor den landbrugskultur, som de introducerede, er en central del af det kulturelle landskab og tilmed har givet området status som UNESCO Verdensarv. Spredt omkring bygderne i Sydgrønland finder man adskillige fårefarme, der også fungerer som vandrehjem, hvor du kan fordybe dig i den lokale landbrugskultur.
I 1783 genbosatte norske Anders Olsen og hans grønlandske kone Tuperna Igaliku, den gamle gård i Gardar. I dag er det stadig deres efterkommere, der dyrker jorden med inspiration fra såvel vikingelandbrug som den grønlandske kulturs traditioner.
Brattahlid, Erik den Rødes egen gård, er en af de måske bedst bevarede af de gamle vikingebygder. I området omkring Qassiarsuk finder man også en rekonstruktion af et viking-langhus og Tjodhildes Kirke, som var den første kristne kirke, der blev bygget på det nordamerikanske kontinent.
Hvalsey Kirke er også velbevaret og er den måske mest besøgte vikingeruin, idet den ligger tæt på den største by i Sydgrønland, Qaqortoq. Rundt om kirken ligger resterne af bolighaller, lader, lagerhuse, bådhuse og marker, der udgjorde det grønlandske vikingesamfund.
Find mere information om din tur i Sydgrønlands vikingers fodspor.
Tak til Christian Koch Madsen fra Grønlands Nationalmuseum og Arkiv for uvurderlige input til denne artikel.
For at læse mere om begyndelsen og afslutningen af Grønlands vikingeæra kan man orientere sig i følgende kilder:
