Vi hilste på hinanden, og han fortalte, at hans navn var Hans-Henrik, men at vi kunne kalde ham Ho-Ho. Snart gjorde to islændinge os selskab; festivalarrangør Arnbjörg María Danielsen og festivalens chef, Árni Ólafur Jónsson. Den tidligere borgmester ankom kort herefter, og vi lastede hans båd med et varevognslæs af forsyninger, før vi lagde fra kaj mellem den forrevne havis med kurs mod Oqaatsut/Rodebay.
Bådens motor slår pludselig fra, mens vi drev sidelæns mod kysten sikkert styret af Ilulissats tidligere borgmester. Med en rolig hånd på roret, styrede han fartøjet op til klipperne, der blidt skrånede ned i bugtens kolde vand, og trådte så ud og trak ved egen kraft båden helt ind til bredden. Vi trådte ud på klipperne og kiggede omkring på det, der skulle være vores hjem de næste tre dage, basen for Disko Arts Festival, Oqaatsut.
Continues further down the page...
Alene tanken om at deltage i en af verdens allernordligst beliggende festivaler vakte indre billeder af drømmeagtige, store landskaber; rustfarvede bjerge, der knejsede højt over skyerne, ældgamle isbjerge ført ind i havet fra de stille gletsjere mange kilometer væk, og mens vi gik omkring i bygden, lyttede vi intenst efter den lave rumlen fra et kælvende isbjerg fjernt fra kysten.
Vi fandt på plads i vores hjem for de kommende dage; en pastelblå hytte, der engang var ejet af et tysk par, der åbnede den første restaurant i bygden, nu bed & breakfast, der blev passet af en stille svensker ved navn Max. Kort derfra lå en større bygning, skolebygningen og kirken, som lagde rum til størstedelen af festivalens sessioner og performances.
Vi samledes senere i Hotel Nordlys, som er lejet til at være driftsbase og overnatningssted for festivalen. Chef Árni gav os hver en plastikbeholder, og så begav vi os ud over klippefladerne, hvor vi søgte efter de små lilla og hvide blomster, der var spredt rundt i det lille samfund. Musiker og skuespiller Miké Thomsen scannede jorden med et trænet øje og plukkede forsigtigt de vilde blomster til aftenens salat, mens han gav en kort lektion i grønlandske hilsner.
Om morgenen efter morgenmad gik vi over klipperne og trægangsstierne til skolebygningen, hvor kunstnerne havde samlet sig til deres sessions før deres optrædener. Som vi gik op ad trapperne, kunne vi indefra høre rytmen af deres kreative proces, som erstattede de almindelige lyde af bøn eller skoletimer for bygdens samfund bestående af 46 mennesker.
Siden sin start i 2017 har Disko Arts Festival været en samlende kraft blandt de primært arktiske kunstnere, der her mødes for at samarbejde, eksperimentere og ultimativt dele deres energi og entusiasme over at skabe ny og interessant kunst. I sit første år tiltrak festivalen en flok bestående, ikke alene af kunstnere, men også af tilskuere, der kom rejsende fra nær og fjern for at opleve den mest nordligt beliggende kunstfestival i verden. Sidste år søgte festivalarrangørerne at gøre stedet mere intimt, og Disko Arts Festival undergik en forvandling væk fra udstilling og i retning af et mere kurateret rum, hvor kunstnere kunne arbejde i workshops på nogle af deres mere dristige ideer.
Vi så, hvordan tre nysgerrige ansigter kiggede ind gennem et af de ødelagte vinduer, de mindste to stod på tæer for at få et glimt af den musik, der ekkoede i den forladte bygning. Den gamle træstruktur, der tidligere var et posthus, var pludselig forvandlet til et rum for sang og spiritualitet, mens Bjarni Frímann drev en melodi ud af det gamle klaver, han havde repareret året før. De andre flokkedes omkring ham, læste salmer fra en sangbog, der var lånt fra skolens bibliotek.
Næste dag så vi de samme børn igen, denne gang gik de i hælene på deres forældre op ad trappen til skolebygningen i retning af den samme, brummende elektroniske musik, der trak alle hen mod cirklen af performere indenfor. Snart fik det lille lokalsamfund Oqaatsut selskab af franske sejlere, der lå for anker i bugten, og backpackere, der camperede i slugten ved festivalens udendørs scene.
Efterhånden som skolebygningen blev fyldt, kom performerne til live, hver især bevægede og svajede de sammen med rytmen, som den udsprang fra de to DJ’s, der sad foran alteret. Qudus Onikeku, en kunstner og danser, der var kommet hele vejen fra Nigeria for at deltage i sin anden Disko Arts Festival, rykkede ind i midten af cirklen og begyndte at danse. Snart efter fik han selvskab af Miké, og sammen gav de det, der allerede var en gribende musikalsk performance, et fysisk tilstedevær, der betog, glædede og udfordrede de stille tilskuere i rummet.
Efter en sidste performance tilbage i Ilulissat gik vi i halvlyset af en sol, der endelig var gået ned. Det var den helt perfekte ramme for det tankevækkende drømmelandskab, som kunstnerne havde valgt at skabe, som deres sidste værk på festivalen. To uger senere, hjemme i Newfoundland, syntes hele det vilde eventyr stadig en smule surrealistisk. Det er noget ganske særligt at dokumentere en rå, kreativ proces – særligt når det sted, som den indtager, er en fjerntliggende bygd højt i Arktis.
I forbindelse med det kommende års festival overtager Sofie B. Ringstad rollen som festivalens kunstneriske leder, mens Arnbjörg María Danielsen i stedet fortsætter som leder af det kunstneriske råd. En ting er sikker, med Sofie ved roret, vil Disko Arts Festival fortsætte med at skubbe til de kunstneriske grænser og blive ved med at være et unikt og imødekommende miljø for både kunstnere og nysgerrige eventyrere.
