300 år: Hans Egedes mission og eftermæle i Grønland

Hans Egede var dybt deprimeret, da han bragte sin kones lig til Danmark og overlod missionens daglige drift til sine sønner. Han var plaget af skyld og følte, at han havde bragt mere ondt end godt til Grønland. Han var dog stadig tro mod sit livsværk og stiftede nu Det grønlandske Seminar i København, hvor missionærer kunne blive uddannet. I 1740 blev han den lutheranske biskop for Grønland.

Hans Egedes Katekismus for Grønland blev udgivet i 1747 og blev hjørnestenen i kristendommen i Grønland. Gennem årene udbredte Hans Egede, hans sønner og andre missionærer Bibelens ord med stor succes. De tog på mange togter langs Grønlands vestkyst og oprettede adskillige missions- og handelsstationer, skrev bøger, lavede kort og udgav den første grønlandske ordbog. 

Hans Egede selv arbejdede aktivt for et kristent Grønland indtil sin død i 1758, og hans sønner og børnebørn fortsatte med deres arbejde i Grønland.

Medaljens bagside

Hans Egede var berygtet for sine raserianfald, når tingene ikke gik som planlagt, og det hjalp ikke på hans ry blandt grønlændere dengang som i dag. Som med alle kolonihistorier er der altid to sider af samme mønt. Nogle husker præstationerne, mens andre husker, hvordan disse præstationer blev gennemført.

For det første dræbte kopperepidemien mange familier. Hans Egede selv følte også skyld over det, selvom det jo ikke direkte var hans skyld.

Derudover havde de grønlandske angakokker fra starten haft et anstrengt forhold til Hans Egedes mission. Hos inuit er angakokkerne i kontakt med naturens ånder og ånder i andre verdener. Som kristen missionær var Hans Egede selvsagt lodret imod denne tro og veg ikke tilbage fra at bruge både trusler og vold for at gennemføre sine ideer. 

Det hjalp nok heller ikke, at soldater og straffefanger opførte den anden koloni. Deres opførsel og fremfærd har muligvis været en mærkbar kontrast til budskabet om guddommelig kærlighed.

Nogle kilder mener, at broderskabspræsterne havde god flair for iscenesættelse og teater (og de var sikkert også venligere end Hans Egede selv). Derfor tiltrak de mange konvertitter. Det var også dem, der bragte den elskede julestjerne til Grønland. I mere end 150 år etablerede herrnhutterne missioner langs Grønlands vestkyst. En af dem, Lichtenau, var på et tidspunkt den største bosættelse i Grønland. Da de begyndte at døbe mennesker, introducerede både Egedes og herrnhutterne efternavne, et nyt koncept for lokalbefolkningen. Det er grunden til, at så mange grønlændere har danske eller tyske efternavne, for eksempel danske navne som Nielsen, Høegh og Egede og tyskklingende navne som Biilmann, Heilmann, Fleischer og Kleist. Mange grønlændere fik også navne, de ikke selv kunne udtale, såsom Jørgen.

Hans Egedes eftermæle vil leve videre, men måske i en anden form. Han er hidtil mest blevet æret, men yngre generationer er mere skeptiske over for hans virke og går ikke rundt med de samme rosenrøde forestillinger om fortidens magthavere. Det er en verdensomspændende tendens, så det er vigtigt at vende dette tema igen om nogle år for at se, hvordan Hans Egede beskrives til den tid.

Et resultat af debatten om Hans Egede har været, at Kommuneqarfik Sermersooq, hvor Nuuk ligger, officielt har valgt ikke at fejre 300-året for Hans Egedes ankomst til Grønland i år 2021. I stedet vil kommunen fokusere på Nuuks 300-års jubilæum i 2028.