Hvem er Inuit?
Inuit er den befolkningsgruppe, der lever i den arktiske del af det Nordamerikanske kontinent. De områder vi i dag kender som Alaska, Canada og Grønland. Inuitkultur- og levevis, baseret på jagt, er udviklet og tilpasset det arktiske miljø samt de fangstdyr, der lever i områderne.
Hos Inuit er det `hellige`, spirituelle og åndelige alt der omgiver os og i den verdensopfattelse, er alt besjælet og levende. Dvs. Både alt vegetation, dyr og jord. Alle disse elementer som omgiver os og som er tilpasset det arktiske miljø, har en styrke og en egenskab som vi låner fra, når vi skulle beskytte os imod de hårde vilkår, som vi levede under. Disse elementer var med til at forme vores brug af amuletter og Tunniit.
Tatoveringer, Kakiornerit eller Tunniit?
Selve processen og udførelsesmetoden bliver i daglig tale kaldet Kakiorneq i vestgrønland og Kagierneq i Østgrønland. Kakiorneq/Kagierneq, der oversættes til indstukket eller undertrukket med en nål på dansk.
Ordet tatovering kommer fra det engelske ord Tattoo (tattow) som den engelske opdagelsesrejsende James Cook ved en fejl omskrev, af det Polynesiske ord Ta tatau, som er befolkningens beskrivelse af udførelsen af deres markeringer. Da dette begreb har oprindelse fra en anden kultur og sprog, med en kropsmakeringstradition med egne intentioner, og da Inuit har deres eget ord og begreb for deres, ønskes det at respekteres at de kaldes ved deres oprindelige navn, Tunniit. Tunniit er en flertals-betegnelse for Tunneq, dér hvor noget er landet, som man kalder dem pga. hvordan et enkelt indsyet sting, Kakiorneq, ser ud i huden. Og når mange er sat i rad og rækker og former mønstrene, Tunniit.
Vidste du,
Tunniit: Fortid og nutid
I 1972 blev 8 mumier fundet ved en gammel boplads, Qilakitsoq, ved Uummannaq. De dateres til at have levet omkring år 1475 e.kr. Og af de 8 mumier, var der 6 kvinder og 2 børn, hvor 5 af kvinderne havde Tunniits. I hele det arktiske område er Tunniit en forlængelse af kvindernes kollektive spirituelle ansvar og færdigheder inden for syning. Det betyder også, at det primært var kvinder der praktiserede og bar dem. Det er derfor en gåde, hvorfor den yngste kvinde fra Qilakitsoq, der er ca. 20 år, ikke bar dem. Traditioner kan i visse og sjældne tilfælde undlades, eller blive “customized” til omstændighederne, men begrundelsen kan vi kun have teorier om i dette tilfælde.
Kakiorneq metoder
Den mest udbredte metode, blev udført med kvindernes synåle og senetråd, der blev dyppet i en blanding af sod, olie og urin, der blev trukket igennem de yderste hudlag. Det efterlader små streger under huden, der i tætte rækker formede de amuletmønstre, kvinder bar på kroppen. Nogle steder blev de også udført ved at bruge et skarpt værktøj til at prikke et lille hul i huden, hvor man derefter prikker igen med et sodet værktøj, som efterlod et lille prik. Kvinderne fra Qilakitsoqs Tunniits viser tegn på, at begge metoder var blevet anvendt.
Vigtiste markeringer for kvinder
Inuits vigtigste markeringer er dem, man bar på ansigtet og hænder. En kvindes første tunniit er oprindeligt Talloqut, hagemarkeringen, som hun får, når hendes færdigheder er gode nok til, at hun kan være med til at udfylde en rolle og løfte ansvar i hendes fællesskab. Det sker oftest i alderen omkring hendes første menstruation. Men visse omstændigheder kunne gøre det nødvendigt, at piger måtte blive hurtigt voksne. Hvis det derimod var en tid med overflod og med mange kvinder til at løfte det kollektive spirituelle ansvar, så kunne piger forblive piger i længere tid.
Formen på ansigtsmarkeringerne viser, hvilken gruppe af inuit, man hører til, og de varierer derfor i udseende blandt alle inuitgrupper. Det er særligt pande og kinder, der er gruppe-markører.
Mønstrene havde en amuletisk intention, som var forbundet med en praksis eller med værktøjer.
Senetråde, som er én af de vigtigste opfindelser i vores kultur, gjorde det muligt at sy beklædning til tøj, qaannat og Umiat. Det er ligesom dén opfindelse, der syede hele vores tilstedeværelse sammen, og det fortæller også hvor vigtigt det var, at være velforsynet med dem. Det ser man også tydeligt i kvindernes Tunniit, hvor senetråds-amuletter er stærkt repræsenteret både som enkeltstående amuletter og i kombination af andre mønstre.
I arktis er vinteren 8 måneder lang og i de nordligste egne går der flere måneder med vintermørke. Flammen i fedtstenslampen er den eneste kilde til lys og varme og muligheden for varm mad. Så med et ønske om at flammen ikke skulle gå ud, bar kvinderne også flammen som amulet.
Selvom fangerne havde udviklet en fantastisk færdighed inden for jagt, gennem mange generationers viden om fangstdyr og metoder, så skulle der også en del held til. Så kvinden bar linjerne på fingrene for at ære Takannaaluk, hvis fingre havets dyr stammer fra, og hvalhaler for at påkalde sig hvaler, for at sikre at fangstdyrene hele tiden kom i nærheden af deres fangstpladser.
Amuletmønstrene på håndryg og arme skulle sikre fællesskabet ressourcer til overlevelse. Mens amuletterne på benene skulle sikre fremtidige børn. Samtidig med, at det første barnet så ved fødslen var noget smukt.
Selvom det primært er kvinder, der både praktiserede og bar Tunniit, havde mænd også enkelte markeringer, som de fik lavet i forbindelse med hvalfangst eller markeringer, der skulle rense dem fra en hændelse, eller gøre bod, hvis de havde harpuneret et dyr, der slap væk, hvor de ikke kunne udføre de traditioner, der skulle hjælpe fangstdyrets sjæl til det rette sted.
Da Tunniit forsvandt og senere blev revitaliseret
Alle inuit har i forbindelse med missionærers ankomst fået ændret deres religion og verdensopfattelse. I Grønland skete det da missionærerne ankom til Grønland i 1721. På under 50 år forsvandt brugen af Tunniit gradvist på den vestgrønlandske kyst. Dog har Østgrønlandske inuit, der først blev koloniseret i 1894, praktiseret Tunniit frem til starten af 1900 og bragt Tunniit med sig, da en gruppe migrerede sydpå.
I andre Inuitområder som Nunavut (canada), Alaska samt Sibirien foregik koloniseringen senere, og gennem levende erindringer om Tunniit begyndte de igen at praktisere det i starten af 2000. I samarbejde med Inuit fra Alaska blev Tunniit reintroduceret i Grønland i 2017. I de sidste par år har mange taget Tunniit tilbage og derved pustet nyt liv i denne praksis. Selvom Tunniit stammer fra en tid hvor Inuit var afhængig af fangst, samt havde en spiritualitet baseret på, at alt var besjælet, så bruger mange inuit dem i samme tradition i dag. De bærer dem på vegne af deres nære og for at vise og ære tilknytningen til deres kultur og forfædre.
Selvom Tunniit er blevet taget tilbage af mange, så er revitaliseringen af denne praksis stadig meget ny og såbar, fordi mange ikke har genlært brugen og intentionen af dem. Mange kan synes, at det er et følsomt emne, når folk, der ikke er inuit, spørger ind til dem. Ikke alle er bekvemte med at dele information om dem, da de fleste også får dem lavet af meget personlige årsager og ud fra vores menneskelige og spirituelle værdier som oprindeligt folk.
Må jeg eller må jeg ikke?
Da amuletmønstrene og deres spiritualitet har oprindelse i inuitkulturen, ønsker langt de fleste, at de er forbeholdt inuit, så de kan bæres uændret med deres rette intention.
Hvis man får Tunniit lavet som en souvenir, vil man bruge dem udenom deres rette intention, og det vil hverken gavne kulturen eller revitaliseringen af den.
Selvom mange Inuit helst ønsker, at Tunniit kun bæres af inuit, så kan man stadig støtte lokale kunstnere ved at købe deres kunst og kreationer. Også selvom de inkluderer Tunniit i deres kunstværk. Ved at købe deres kreationer, støtter man kunstnerne til at fortsætte deres fortælling og formidling af inuitkulturen.
Ofte stillede spørgsmål
Klik på spørgsmålene for at se svarene!
Hvem er inuit?
Inuit er den befolkningsgruppe, der lever i den arktiske del af det Nordamerikanske kontinent. De områder vi i dag kender som Alaska, Canada og Grønland.
Hvad tror inuitter på?
Hos Inuit er det `hellige`, spirituelle og åndelige alt der omgiver os og i den verdensopfattelse, er alt besjælet og levende.
Hvad hedder ‘inuit-tatoveringer’?
The art of inuit tattoos is called Tunniit. Selve processen og udførelsesmetoden bliver i daglig tale kaldet Kakiorneq i vestgrønland og Kagierneq i Østgrønland.
Hvorfor tatoverer inuitterne deres ansigt?
Deres første tunniit er talloqut, hagemarkeringen, som kvinderne får, når de træder ind i rollen som kvinde. Pande markeringen er for at ære Maliina, solen.
Hvad betyder Inuit tatoveringer Tunniit (Inuit tatoveringer)?
Mønstrene havde en amuletisk intention. som var forbundet med en praksis eller værktøjer som senetråde, flammen i fedtstenslampen eller at påkalde fangstdyr og andre var for at være på god fod med Takannaaluk, som er havets sjæl, og hvorfra alle havets fangstdyr kommer. Amuletmønstrene på håndryg og arme skulle sikre fællesskabet ressourcer til overlevelse. Mens amuletterne på benene skulle sikre fremtidige børn, og at det første børnene så ved fødslen var noget smukt.
Hvad betyder Tunniit (inuit-tatoveringer) på hagen?
En kvindes første tunniit er oprindeligt Talloqut, hagemarkeringen, som hun får, når hendes færdigheder er gode nok til, at hun kan være med til at udfylde en rolle og løfte et ansvar i hendes fællesskab. Det sker oftest i alderen omkring hendes første menstruation. Formene på ansigtsmarkeringerne viser, hvilken gruppe af inuit, man hører til, og de varierer derfor i udseende blandt alle inuitgrupper.
Hvordan tatoveres en inuit tatovering?
Den mest udbredte metode, blev udført med kvindernes synåle og senetråd, der blev dyppet i en blanding af sod, olie og urin, der blev trukket igennem de yderste hudlag. Nogle steder blev de også udført ved at bruge et skarpt værktøj til at prikke et lille hul i huden, hvor man derefter prikker igen med et sodet værktøj, som efterlod en lille prik
Artikel af Paninnguaq Pikilak
Redaktørens Favoritter
13 spøgelsesbyer i Grønland
Naturlige Farer
Få en dosis Grønland i København
