Grønland anser sig selv som værende et selvstyrende, autonomt land under Kongeriget Danmark. Hendes Majestæt Dronning Margrethe II er det ceremonielle statsoverhoved, idet styreformen er parlamentarisk demokrati. Siden 1979 har Grønland haft sin egen regering og eget parlament. Selvom det geografisk er en del af Nordamerika, så er Grønland politisk en del af Europa, og meget af dets historie er påvirket af en stærk kolonifortid med Danmark.
Grønland har ret til at erklære uafhængighed. I Grønlands Selvstyrelov, der blev vedtaget af Danmark og Grønland i 2009, anerkendes grønlænderne som et folk eller en nation, der har ret til selvbestemmelse, med muligheden for uafhængighed. Selvom det er bredt anerkendt, at hovedparten af grønlænderne er tilhængere af uafhængighed, så er meningerne om og strategierne for, hvordan man skal nå denne status, divergerende, ikke mindst når det kommer til spørgsmålet om at tage ansvar for landets budget.
Grønlands kolonihistorie begynder med den norske præst Hans Egede, der ankom i 1721 for at etablere en mission i landet. Det var en koloni indtil 1953, da Danmark ensidigt ændrede Grønlands status til at være en valgkreds under Kongeriget Danmark. Denne udvikling i administrativ status markerede begyndelsen af det moderne samfund i Grønland, og fra dette stadie indtil 1979 kæmpede grønlænderne for at opnå større autonomi. Den kamp blev intensiveret i 1970’erne og førte til introduktionen af Grønlands Hjemmestyre i 1979.
Med indførelsen af Hjemmestyret i 1979, etablerede Grønland sin første regering, Landsstyret (siden Selvstyreloven i 2009 har dets officielle titel været Naalakkersuisut), med ret til at lovgive og stå for hovedparten af administrationen af landet. På samme tid fik provinsrådet titel af parlament eller Landsting (siden 2009 kaldet Inatsisartut, som betyder ”dem, der laver love” på grønlandsk).
I de følgende årtier overtog Grønlands Hjemmestyre administrationen af områder såsom sundhed, uddannelse, beskatning, infrastruktur, erhvervsforhold, indenrigsanliggender, planforhold, sociale forhold og boliger, som tidligere blev administreret af den danske stat. Det næste mål for Grønland var at opnå endnu større indflydelse på egen situation, særligt i relation til de store mineralreserver, der findes i den grønlandske undergrund. Den historiske og kulturelle forbindelse mellem folk og land, når det kommer til det, der ligger under jorden, er vigtig. Andre mål for fremtiden inkluderer øget administration af retsvæsen, herunder politi og domstole.
I en folkeafstemning i november 2008 stemte 75 % af vælgerne for Selvstyreloven. Det førte til indførelsen af det grønlandske Selvstyre fra den 21. juni 2009 (Grønlands nationaldag). Udover at tage kontrol over minedrift og naturressourcer har Grønland også opnået ret til at overtage administrationen af adskillige andre områder. Således lovgiver og administrerer de grønlandske myndigheder i dag de fleste indenrigsanliggender og har det fulde økonomiske ansvar for disse erhvervede områder.
Grønland har nu overtaget jurisdiktionen af størstedelen af de administrative områder, hvor retssystemet udgør den største undtagelse. Udenrigspolitik, forsvar og national sikkerhed, retslige og juridiske anliggender og det monetære system er områder, der forbliver under dansk jurisdiktion ifølge Selvstyreloven. Dog sikrer Itilleq-erklæringen fra 2003, at Grønland skal høres i sager af særlig interesse for Grønland, og at Grønland på visse områder kan overtage forhandlinger og indgå aftaler med andre nationer.
Den islandske advokat Gudmundur Alfredsson hævder, at indlemmelsen af Grønland i Kongeriget Danmark i 1953 skete på et udemokratisk og ulovligt grundlag, hvilket betyder, at grønlænderne har ret til selvbestemmelse ved hjælp af politisk afkolonialisering.
Grønlands hovedøkonomi er finansieret gennem fiskeri. Andre sektorer, der også bidrager til Grønlands økonomi, inkluderer mineraler, energi og turisme. Den danske stat yder et årligt bloktilskud til Grønland til dækning af de udgifter, der udspringer af de områder, som det grønlandske Selvstyre har overtaget. Med Selvstyrelovens indførelse er bloktilskuddet dog blevet fastfrosset og justeres i forhold til det danske inflationsniveau. Det betyder, at Grønland, i takt med, at landet overtager flere og flere områder, som Danmark i dag administrerer, ikke får et højere bloktilskud. Derudover finansierer Danmark retssystemet, herunder politi, domstole og kriminalforsorgens institutioner, idet de fortsat er en del af de danske ansvarsområder.
Grønland var en del af EU via sin relation til Danmark, indtil det forlod unionen efter en afstemning i 1982. I 1985 fik Grønland status som værende et af de såkaldte oversøiske lande og territorier (OCT). Grønland modtager også et årligt tilskud fra EU på ca. 30 mio. euro, der historisk set var knyttet til, at Grønland gav EU fiskerirettigheder i grønlandske farvande. I årene 2021-2027 er der afsat 225 mio. euro til Grønland i form af en bilateral programbevilling til langsigtet udvikling af Grønland. 90 % af bevillingen er rettet mod uddannelsessektoren, mens de resterende 10 % er rettet mod det nye område Grøn Vækst, som dækker energi, produktion af hydrogen, klima og forskning. Læs mere på Grønlands Selvstyres hjemmeside.
Ifølge Grundloven er den danske regering ansvarlig for alle udenrigspolitiske anliggender og sikkerhedsinteresser i Kongeriget Danmark. Den danske regering og Naalakkersuisut (den grønlandske regering) skal samarbejde om udenrigsanliggender, som det står i Kapitel 4 i Selvstyreloven med det sigte at tilgodese såvel grønlandske interesser som Kongeriget Danmarks almene interesser.
Siden Hjemmestyreloven, og senere Selvstyreloven, blev indført, har den danske regering samarbejdet med den grønlandske regering om politik, der er relevant for Grønland interesser. Derudover er det gennem Artikel 12 i Selvstyreloven muligt for Grønland selv at forhandle og indgå i internationale aftaler, der udelukkende omhandler områder, som Grønland selv har fuld administrativ kontrol over.
Mens dette er tilfældet, så har den grønlandske regering en aktiv politik, når det kommer til udenrigs- og sikkerhedspolitiske sager. Den danske regering skal i et tæt, respektfuldt og ligeværdigt samarbejde involvere Grønland i de sager, der vedrører Grønland og Arktis i mere bred forstand.
I 2021 etablerede man Udenrigs-, Sikkerheds- og Forsvarspolitisk Kontaktudvalg mellem Danmark, Grønland og Færøerne i erkendelse af, at udenrigs-, sikkerheds- og forsvarspolitik er fælles anliggender, og at ønsket om et tæt, respektfuldt og ligeværdigt samarbejde kræver struktureret videndeling, koordinering og dialog.
I tråd med sin aktive udenrigsstrategi deltager Grønland i nordisk og arktisk samarbejde og samarbejder desuden med FN, WTO og EU (via dets medlemskab af OCTA). Blandt de bemærkelsesværdige præstationer er at deltage i arbejdet i Nordisk Råd, samarbejdsforummet North Atlantic Cooperation og aktiv deltagelse med inuit-folk fra den cirkumpolare region gennem Inuit Circumpolar Conference (ICC). Desuden har Grønland bilaterale aftaler med forskellige lande.
Siden indførelsen af Hjemmestyret har den grønlandske regering haft lov til at etablere repræsentationer eller ambassader de steder, hvor Grønland har særlige kommercielle interesser. Pt. er der repræsentationer i København, Washington DC, Bruxelles, Reykjavik og Beijing.
Idet Grønland (og Færøerne) er en del af det danske rige, har de ikke direkte medlemskab af NATO. Som en del af Kongeriget Danmark har Grønland automatisk været dækket af Den Nordatlantiske Traktat, siden Danmark indtrådte i NATO i 1949. Ved indtrædelsen forhandlede Danmark sig til nogle militære begrænsninger, som inkluderede ingen baser, ingen atomsprænghoveder og ingen allieret militær aktivitet på dansk territorium. Dette blev implementeret fra 1953, med undtagelse af Grønland, hvor en permanent fredstidsstationering af amerikanske tropper blev accepteret af den danske regering. Dette skyldtes til dels den kontroversielle Artikel X i den grønlandske traktat, der blev underskrevet under 2. Verdenskrig af ambassadør Henrik Kauffmann, som repræsenterede det frie og uafhængige Danmark, mens landet var besat. Den sag var omdrejningspunktet for filmen ”Vores mand i Amerika” (2020).
I oktober 2020 underskrev NATO’s Maritime Command (MARCOM) formelt en aftale med Arktisk Kommando, som anerkendte vigtigheden af maritim sikkerhed og operationelt samarbejde mellem de to enheder.
Grønland har gennem tiden været præget af suverænitets- og grænsestridigheder på grund af kartografiske konflikter og fysisk besættelse. Bemærkelsesværdige tvister inkluderer:
Da Trump ønskede at købe Grønland, var det faktisk ikke første gang, at USA var interesseret i at gøre krav på verdens største ø. En drivkraft bag Danmark-ekspeditionen til Nordøstgrønland (1906-1908) var, at kommandør Ludvig Mylius-Erichsen og hans hold skulle bevise, at Grønland var én stor landmasse og ikke var delt af den såkaldte Peary Kanal. Dette kartografiske bevis skulle sikre, at USA ikke havde nogen ret til at gøre krav på territoriet nord for kanalen. Ekspeditionen slog fejl, hvilket førte til en dramatisk redningsoperation under ledelse af kaptajn Ejnar Mikkelsen, hvilket blev filmatiseret i ”Against the Ice” (2022). Her spillede Nikolaj Coster Waldau rollen som Ejnar Mikkelsen.
Artikel af Tanny Por
Få en dosis Grønland i København