Sæler

Grønlandssælen har en lys, sølvgrå pels med sort hoved og en markant, hesteskoformet sort tegning på ryggen. Hannen har de skarpeste kontraster. De voksne dyr bliver 1,5-2 m og vejer op til 150 kg. 

Grønlandssælen er almindelig ved alle Grønlands kyster, undtagen helt mod nord. Den kan ses året rundt men mest om sommeren, hvor den kommer som gæst fra de store ynglepladser ved hhv. New Foundland og Jan Mayern. Her vurderes der at være 8 mio. dyr i alt. 

Grønlandssælen lever af mange slags fisk og krebsdyr, som den fanger på ca. 100 meters dybde. 

Sidst på vinteren (feb.-april) føder hunnen 1 unge på havisen. Ungen bliver diet de første 2 uger, hvorefter den må klare sig selv. Den fødes med en tyk, hvid pels, kaldet lanugo.

Ringsælen er Grønlands mindste sæl og vejer mellem 50-100 kg. Den kendes fra andre sæler ved de ringformede tegninger på den mørkegrå ryg, samt ved det lille hoved med en næsten kattelignende snude. 

Ringsælen er almindelig ved alle Grønlands kyster, især hvor der er havis. Den kan være svær at komme nær på, da den jages af både isbjørne og mennesker. Bestanden er stabil, og jagten anses for bæredygtig.

Ringsælen er det havpattedyr, der bedst har tilpasset sig den arktiske vinter og som det eneste set på Nordpolen. Når vinterisen lukker til, klarer den sig ved at etablere åndehuller, som den holder åbne ved konstant at skrabe is væk. Den bygger snehuler nærved, hvor den kan tage sig et hvil mellem svømmeturene. Dens tykke spæklag (over 50% af kropsvægten) er med til at holde den varm. 

Klapmyds er den største af de fem sælarter med en vægt på op til 400 kg. Hansælerne kan kendes ved, at de har en stor blære på hovedet, som de kan puste op, hvis de bliver ophidsede. De fleste klapmydser fanges i Sydvestgrønland, hvor de to gange årligt trækker forbi på deres vandring mellem yngle- og fældepladser. Der fanges dog også en del i Østgrønland. Tidligere var det primært skind fra klapmyds, der blev brugt til at betrække kajakker (qajaq) og konebåde (umiaq).

Hvalrossen kan med det lille hoved, hvalrosskægget og stødtænderne let kendes fra andre havpattedyr. Den er beslægtet med sæler og søløver men tilhører sin egen familie. 

De voksne dyr kan blive meget store og op til 40 år gamle. Hannen er typisk halvanden gang større end hunnen og kan måle over 3 meter og veje knap 2 tons. 

Hvalrossen har en meget tyk hud (2-3 cm) og spæklag (10-15 cm), der holder den varm. Til gengæld er den næsten uden pels. Begge køn har stødtænder; hos hannerne kan de blive 50 cm lange. 

Hvalrossen ses fåtalligt langs kysten af Nordøstgrønland, i Nordvandet ud for Qaanaaq, samt om vinteren på banker ud for det centrale Vestgrønland. Der skønnes at være ca. 5.000 voksne dyr i Grønland, hvoraf en stor del trækker til Canada om sommeren. Regulering af jagten har de seneste år vendt kraftige fald i bestandene til en svag stigning.

Hvalrossen lever især af muslinger og andre bundlevende smådyr som snegle, søpindsvin, børsteorme og søpølser. Af og til fanger den en fisk eller nedlægger en sæl med stødtænderne.