Jeg vågner forventningsfuldt op i den meget behagelige seng på Hotel Kangerlussuaq og er ikke sen til at komme i bad og få taget uldtøj på i mange lag. Dagen i dag byder nemlig på noget, som jeg har ønsket mig at prøve siden jeg var barn. Da jeg gik i fjerde eller femte klasse lånte min lærer en stor kasse med grønlandske ting fra nationalmuseet. I kassen var der sælskindstøj, harpuner, tupilakker og alle mulig andre spændende grønlandske ting. Deriblandt en hundeslæde! Vi fik faktisk lov til at trække hinanden rundt på den i skolegårdens sne, men det havde jo været sjovere, hvis der havde været hunde spændt for.
Her, næsten 33 år senere, her i det rigtige Grønland, har Albatros Arctic Circle sørget for en tur ud på den frosne fjord på hundeslæde -denne gang med hunde som trækdyr.
Udenfor hotellet holder Sine og venter på os. Hun kører os ned mod hundegården. Den ligger i udkanten af byen.
Da vi stopper, rækker Sine mig en plastikkasse og siger, at der er en overraskelse -frokost! Jeg er nysgerrig, men beslutter mig for at vente med at kigge i den.
Morgensolen står lavt og spejler sig i sneen og isen på fjorden, og jeg er igen meget glad for mine solbriller. Der er en hel del larm fra de opstemte hunde, der glæder sig til at blive lukket ud og få lov at komme afsted. De hyler og bjæffer en hel del.
Howling Dog. Photo by Filip Gielda – Visit Greenland
Vores to guider og hundeførere har så travlt med at spænde for og holde styr på hundene, at vi knapt når at hilse ordentligt. Men vi finder da ud af, at de hedder Johanne og Henning. Umiddelbart når jeg kigger på deres ansigter, der i den grad ser udendørs-sunde ud, vil jeg skyde på at de er et sted i halvtredserne.
Endelig afsted. Johanne kører foran med Kennie og alle hans kameraer, Anders, Henning og jeg er lige i hælene. Det er en drøm, der går opfyldelse: afsted henover isen, solen skinner og vinden bider i ansigtet. Johannes hunde er lidt hurtigere end Hennings, og det er utroligt flot at se det kæmpestore kridhvide landskab med en enkelt hundeslæde længere fremme.
Efter en times tid, kører Johanne ind ved et fjeld, og da vi kommer nærmere, ser jeg at der står et campingbord midt ude på isen. Underligt syn.
Kennie har det helt store smil på. “Det er for vildt, det her,” siger han, mens han prøver at fjerne lidt is i skægget. “Jeg har fået taget de vildeste billeder og film. Johanne går rundt og smiler i baggrunden. Det er jo altid rart at høre om, hvor begejstrede folk er for ens egen “baghave”.
“Det er frokosttid,” siger hun smilende til mig, med en lille hentydning til den kasse jeg fik af Sine. I kassen ligger der et spækbræt, fennikel, løg, olie, salt og peber og en rå moskusoksefilet. Johanne griner af mit overraskede ansigt og finder endnu en kasse frem, som hun stiller på bordet. Det er en benzinprimus med to brændere.
Der er dog et lille problem. I min kasse er der hverken gryder eller pander -ej heller en kniv, men sådan en har jeg heldigvis selv med.
Heldigvis finder vi på en løsning, for kødet er næsten frossent og har jeg ikke selv lyst til moskustatar. Ovenpå de to brændere er der en rist og den griller jeg grøntsagerne og kødet, som jeg har skåret tyndt ud. det er ikke så let, men med kniven kan jeg nogenlunde placere kødet, så det ikke falder ned i benzinflammerne. Det bliver til en lidt interimistisk lun salat med grillet kød. Det smager godt (næsten ikke af benzin,) og vi spiser alle sammen af den anretning, jeg har lavet på spækbrættet. En meget smuk oplevelse at stå midt i den grønlandske natur og spise mad, man selv har grillet.
Continues further down the page...
Jeg lærte, under vores Grønlands-temauge i folkeskolen, hvor meget hundeslæden betyder for madkulturen I Grønland. Det var den eneste måde man kunne komme hen til byttedyrene på. Jeg spørger Johanne om det stadig er det samme:
“Ikke rigtigt,” siger hun, “faktisk er det mest ældre mennesker, der kører med hunde nu.” Jeg afbryder og kommer med en kæk kompliment: “Men hvorfor gør i det så?” Johanne tager den til sig og spørger så: “Hvor gamle tror du da vi er?” Jeg fortæller hende, hvad jeg i første omgang har skudt dem til, og hun slår en klukkende latter op, og da hun svarer, afslører hun: “Jeg er 67 og Henning er over 70.” Blitzen stopper et øjeblik og de to kameradrenge kigger op fra Nikon og Canon og udbryder nærmest i kor: “WHAT?” Kennie er den, der bliver fattet først og konstaterer, at de “fandme holder sig godt.” “Det er den friske luft, og fordi vi gør noget vi kan lide,” gnækker Henning.
Johanne kommer tilbage på sporet og fortsætter sin forklaring: “Når fangerne kører hundeslæde, er de ofte nødt til at overnatte ude i naturen, og der er et halvt år, hvor hundene ikke kan bruges, men stadig skal passes og have mad.” “De unge bruger snescooter eller ATV -på den måde kan de komme hjem om aftenen, og der er ikke noget bøvl med hunde.” Vi er alle enige om, at det er ærgerligt at den fine kultur måske går tabt inden for en overskuelig årrække, men samtidig er det også forståeligt at mange vælger den nemme løsning.
Efter nedpakning af Mad og benzinprimus er det afsted igen. Lige inden vi kører, tager Johanne fat i min arm og peger op på fjeldet. “Se, sneharerne,” siger hun. Jeg kan virkelig ikke se andet end små klatter af sne og is på det brune fjeld. Hun peger igen og denne gang kan jeg se tre stykker, der hopper omkring. Så mangler vi bare at se rensdyr, nordlys og moskusokser, tænker jeg inde i mig selv.
Turen tilbage går alt for hurtigt – jeg er vild med at sidde på slæden og se landskabet fare forbi. Det er i den grad noget alle mennesker skulle have muligheden for at opleve.
Vi tager afsked med nogle virkelig seje mennesker og deres imponerende dyr.
67°05′45″N 50°13′00″W
Klokken er nu 13.30, og da Sine sætter os af ved hotellet, når vi ikke engang at komme inden for. Adam står nemlig allerede og venter på os. Næste oplevelse er allerede i gang. Turen går til Russell Gletcheren, der er på kanten af indlandsisen. Adam spørger interesseret til vores tur på hundeslæde, og vi fortæller begejstret i munden på hinanden. Adam griner og konstaterer, helt stille, at han kan forstå at det har været en stor oplevelse.
En god halv time senere ankommer vi til destinationen. Vi skal gå et stykke og efter et lille højdedrag kommer et syn os i møde, som mildest talt, er svært overraskende. Vi er kommet til gletcheren. Adam går forrest på isen, der jo er den flod der i ender i fjorden, 30 kilometer væk. Der er nu ikke nogen fare på færde.
Lad mig sige med det samme: det er et af de mest spektakulære steder, jeg nogensinde har været. Isen strækker sig nok 20 meter over vores hoveder, der er dybe sprækker ind i gletscheren, som man snildt ville kunne gå ind i. Det må vi ikke, for som Adam siger: Isen er levende -man ved aldrig hvornår noget brækker af eller styrter sammen -faktisk flytter den sig en meter om dagen. Vi hører også nogle knagelyde inde fra den blå is og udover vores afdæmpede, men begejstrede udmeldinger, er her helt stille. Vi bruger flere timer på at gå rundt og ærbødigt iagttage en af naturens vidundere.
Kennie kommer stavrende hen over den meget glatte is og nærmest hvisker til mig: ”det er næsten som om at være med i Star Wars.” Det kan jeg godt følge ham i.
Når man er ude og opleve så meget i kulden, så er en frokost ikke nok. Adam har en kurv med, og vi har allesammen kigget lidt nysgerrigt på den. Endelig skal vi se, hvad der er i den.
Adam rækker os hver en kaffekop og siger så: “Her er varm kaffe og sandwiches, som Nini har lavet til os. Leverpostej lavet af rensdyr på hjemmebagt brød. Egentlig er leverpostej ikke min favorit, men når man er så sulten som vi er, så glider det jo ned. Faktisk var det temmelig godt.
Uden, at de andre lægger mærke til det hakker jeg, med min kniv, nogle store klumper af den 30 millioner år gamle is af, og kommer dem i lommen.
På hotellet er det endelig tid til at vende alle dagens oplevelser. Vi har oplevet så meget, at det føles som om at det er flere dages oplevelser. Mens drengene finder billeder og film frem, som vi skal kigge på, åbner jeg vinduet og finder mine isklumper frem, som jeg, naturligvis, har opbevaret udenfor. Tre glas, gin fra Kastrup lufthavn, tonic og indlandsis. Da de andre opdager hvad jeg har gang i, slår de en begejstret latter op over dekadencen.
Aftensmaden består af dagens anden moskusservering -denne gang i form af en burger.
Dag tre står på isfiskeri. Vi skal ud på fjorden og fiske. Forhåbentlig fanger vi noget. Jeg har allerede sat næsen op efter en helleflynder, havkat eller grønlandshaj. Den sidste mest fordi det ville være den bedste historie. Desværre kan jeg allerede nu, fortælle at det ikke var en haj der kom på krogen.
Vi bliver hentet af Chris, der er fra Jylland, en har boet i Grønland i en del år efterhånden. Chris har en kiosk på den anden side af landingsbanen og ind i mellem arrangerer han ture for turister.
Chris kører os ud til havnen, hvor en god gåtur ud på isen med alt vores udstyr venter os.
Da vi endelig er fremme, godt forpustede, hilser vi på Thomas Quist og hans to børn; Oliver på 8 og Lærke på 11. Thomas er en stor mand, der til daglig arbejder som politibetjent og pilot. Han har taget et motoriseret bor med. Oliver og Lærke står allerede med hver deres line og fisker. “Ja, da ungerne hørte at jeg skulle ud og fiske, så plagede de mig om at få fri fra skole,” forklarer Thomas. I det samme lyder der et råb fra Oliver; han har allerede inden vi har fået pusten, fået bid. Han hiver en lille fjordtorsk op af sit hul i isen og viser stolt fisken frem.
Det tegner godt for dagens fangst.
Inden vi tog afsted, fortalte Anders mig om en historie han havde fra sin nabo, der stammer fra Grønland. Engang i 70´erne kom en succesfuld japansk ingeniør til Grønland og blev meget fascineret af kulturen og livstilen som fanger i Nordgrønland. Faktisk så meget at han lagde sit liv om og flyttede til Grønland, med det mål at blive den bedste fanger overhovedet. Det er måske et højt mål at sætte sig, når man først starter med at lære om naturen og de traditionelle fangstmetoder som voksen. Imod alle odds, lykkedes det for ham.
Det er historier som den, der kunne være sjove at have med i bogen.
Anders er allerede henne og snakker med Thomas, der fortæller om en festret: Kiviaq, Fermenteret søkonger. Søkonger er en lille alkefugl på størrelse med en stor undulat. Måden man fermenterer dem på er, at man fanger ca. 100 stk, kommer dem hele ind i et sælskind, hvor spækket stadig sidder på og syr det sammen. Det med spækket er meget vigtigt, da spækket er med til at lave den helt rigtige gæringsproces. Skindet med fuglene placeres under en bunke sten i minimum 3 måneder og nogle gange i et helt år. Fuglene spises så med det hele, dog spytter man fjerene ud.
Jeg har stor respekt for andre landes madkultur og har spist mange mærkelige ting lige fra insekter til skildpadder, men bare at høre om denne ret, fik mig faktisk til at få det lidt dårligt.
Mens jeg står og smågagger, fniser Anders og Thomas sig videre i samtalen. Anders fortæller ham om japaneren og Thomas liver helt op og siger så: “Jeg kommer fra Qaanaaq, altså Thule. Min barndomsven er halvt japaner, så jeg kender i den grad godt til historien. Faren hedder Ikuo Oshima og er faktisk en meget dygtig fanger og han vil gerne dele ud af sin viden. Han laver alting selv og er så kendt for det, at han har bestillinger på hundepiske og sælsnørre, fra hele verden.”
Inden længe er det i min line bliver rykket. Det er små ryk, så det er nok hverken haj, helleflynder eller en havkat -i så fald er det en lille en af slagsen. Op af hullet kommer der en lille uvak. Den skal vi prøve at lave noget mad af.
Jeg beslutter mig for at lave ceviche af den lille torskefisk.
Efter en sjov fotosession, der endte med at maden var frosset fast på tallerkenen. Efterhånden frøs vi selv ret meget og så frem til et varmt bad. Da vi var på vej tilbage mod byen, ringende Sine fra Albatros og inviterede os til middag på deres restaurant –Roklubben. “JA TAK”, blev der begejstret råbt i bilen. Det var lige hvad vi havde lyst til. God mad, vin og varme.
Roklubben. Photo by Filip Gielda – Visit Greenland
Efter afskeden med Chris, var der kun lige tid til at vaske hænder og sætte fotoudstyret på værelserne, før vi blev hentet og kørt til restauranten.
Roklubben ligger ved bredden af Lake Fergusson, ca. fem kilometer fra hotellet. Det var desværre ved at være mørkt, da vi ankom, så den formodede gode udsigt var desværre ikke til at se. Der var stort set ikke andre gæster end os -Bortset fra et par der var på vej ud af døren. Efter en hjerteligt modtagelse -både af Sine og den vestklædte tjener, blev de lille forfrosne selskab dygtigt beværtet med både vin i rigelige mængder og virkelig god mad. Her blev serveret alt fra Hellefisk til rensdyr og tatar af moskusokse. Man må konstatere at moskusokse hurtigt er blevet en del af den lokale madkultur i løbet at den relativt korte tid, som de store dyr har været tilgængelige.
Da middagen var færdig kom vores tjener hen med forskellige hjemmelavede snapse, som han synes vi skulle smage. Navnlig en af dem delte vandene hos os. Det var den snaps der var lavet af kråser fra ryper. de små fugle fylder sig med vild timian og andre urter, så der er en hel masse smag i kråsen. Ikke engang den historie, kunne få Anders til at smage. Jeg, der sammen med Kennie, har smagt langt værre snapse (bla. snapse med hele slanger og øgler i selve flasken), havde ikke de store problemer med at kaste de aromatiske dråber i halsen. Smagen var ganske god.
Lidt ømme i håret efter aftenens udskejelser blev morgenmaden og ikke mindst kaffen, indtaget i, nærmest absolut, stilhed. Det var helt fint og sidde der, kigge på arbejdet med flyene, der landende og lettede igen, mens man langsomt genvandt evnen til at være menneske.
Turen hjem til københavn, går med at reflektere over, hvor meget de lokale fødevarer betyder i Grønland. Jeg kan uden at blinke sige at Grønland er det sted jeg har været hvor madkulturen er mest autentisk. Meget charmerende. Men det virker ikke som om at det er uvilje mod at prøve noget nyt, men snarere det der er tilgængeligt simpelthen er det, der både smager bedst og er billigst.
Det har været meget spændende at udforske madkulturen i Kangerlussuaq og jeg har nu fundet ud af at jeg bliver nødt til at komme tilbage, for at finde ud af hvad man spiser ude ved kysterne.
VI SES IGEN, GRØNLAND!
