\Med en forventning i kroppen, som jeg kun har haft ganske få gange før, sidder jeg og kigger ned på en kæmpestor ismasse, der strækker sig meget længere, end det er muligt at se. Faktisk kan jeg kun huske, at jeg har haft denne følelse et par gange eller tre før; da jeg som 23-årig tog alene til New York, første gang jeg satte mine ben i Bangkok og ikke anede, hvad Asien havde at tilbyde, og bestemt også, da jeg, sammen med en meget god ven, kørte Sydindien tyndt på et par Royal Enfield-motorcykler.
Det er tydeligt, at det røde fly er begyndt indflyvningen, den sidste slurk øl ryger ned i halsen, og klapbordet bliver rutineret klappet op. Der går heller ikke lang tid, før man får besked på det samme over flyets højtaler. Vi er nemlig meget snart fremme ved vores destination Kangerlussuaq (det, der tidligere hed Søndre Strømfjord). Det danske navn giver sig selv, for indflyvningen foregår hen over den lange fjord, som, jeg senere lærer, er 177 kilometer lang.
Jeg er ikke alene. Min ven Anders, der er fotograf, og som jeg sammen med har lavet to bøger med om mad og madkultur på Bornholm, sidder ved siden af mig. Han er den heldige, der har vinduespladsen. Det er normalt ikke noget, jeg gider at lave det store oprør over, men lige her, over Grønland og indlandsisen, er det altså virkeligt meget federe at sidde med næsen trykket mod ruden, end det var på vores sidste tur hjem fra Kina, hvor det var Gobiørkenen, der i timevis viste sit brune landskab frem. Anders spilder heller ikke tiden. Kameraet klikker så meget, at man skulle tro, at hans pegefinger allerede er helt hudløs.
Continues further down the page...
På den anden side af midterrækken sidder Kennie, som skal filme Anders og mig, når vi begiver os ud på vores eventyr. Kennie er en af mine ældste og bedste venner. Vi har oplevet utroligt meget sammen – mange ferier på snowboard, køreture til Italien, og ikke mindst var det netop ham, jeg kørte rundt i Indien med.
Udenfor er indlandsisen væk, og vi flyver over den frosne fjord med fjelde på begge sider. Det er utroligt smukt, og jeg kan næsten ikke vente med at komme ud og mærke kulden.
Grunden til, at vi forventningsfulde sidder og kigger ud på det grønlandske landskab er, at Anders og jeg gerne vil lave en tredje bog om mad, madkultur og menneskene i Nordatlanten.
Det er ikke den nemmeste opgave. Men vi har heldigvis fået hjælp af et af de mest fantastiske mennesker, jeg nogensinde har mødt, Anne Nivíka. Hun er opvokset i Grønland, bor i Nuuk og brænder for den grønlandske madkultur og om at udbrede kendskabet til den. Hun synes virkelig godt om vores projekt og ikke nok med, at hun arrangerede hele turen for os, så har hun også lagt utroligt meget arbejde i fundraising-delen af projektet. Faktisk er det hendes fortjeneste, at vi om lidt kan sætte vores støvler på den frosne jord i Kangerlussuaq.
Udover at hjælpe fortabte eventyrere som os har Anne travlt med alle mulige spændende og meget relevante madprojekter i Grønland. Jeg kan varmt anbefale at tjekke hendes hjemmeside, www.nivika.gl, hvor hun linker til sine projekter.
Anne, som jeg på det her tidspunkt aldrig har mødt, sidder i Nuuk og holder hånd i hanke med det stramme program, hun har lagt for os.
Jeg kan næsten ikke vente med at finde ud af hvilken madkultur, der findes i Grønland. Jeg ved selvfølgelig godt noget om sæler, fisk og den slags, men hvordan er det i dag, hvor internettet er tilgængeligt, og flyene fra Danmark lander hver dag og kan medbringe fødevarer og andre ting fra hele verden? Er det så stadig fisk og sæler, der står på menuen? Hvordan er det her inde i landet – hvad spiser de her?
Udenfor hotellet står Adam Lyberth, der er vores guide, og venter på os. Hans udseende afslører, at hans arbejde foregår udendørs. Han ser simpelthen så sund ud.
Hans velholdte, blå landcruiser starter, og vi kører til venstre. Der er nemlig ikke så mange valgmuligheder, selvom det er Grønlands længste vej. Den er 70 kilometer og strækker sig fra indlandsisen og ud langs med fjorden.
Vi bliver kørt rundt i nærområdet, og Adam fortæller om alle de ting, vi ser. Både om naturen, men også om alle de bygninger, som amerikanerne efterlod, da de opgav området som base.
Jeg er efterhånden blevet så mæt af de store indtryk, naturen giver en, at jeg ikke kan tage mere ind, det må vente til i morgen. Derfor begynder jeg at spørge lidt ind til madkulturen i området. Den er, lidt overraskende, stadig baseret på, hvad man kan jage og fange i området. Det vil sige sneharer, rensdyr, moskusokser og fugle. Derudover er der en del, der fisker i fjorden. Om vinteren foregår det ved at bore et hul i isen og fiske gennem det. Om sommeren er der mange, der har deres egne joller og sejler ud og fisker.
Faktisk har Anne arrangeret for os, at vi et par dage senere skal ud og fiske gennem hullet i isen, og det fortæller jeg Adam. Han fortæller, at der også er noget, han ynder at gøre. Vi taler lidt videre om, hvad man kan være heldig at fange. Primært er det uvak, en lidt mindre torskefisk, almindelige torsk, havkat, og hvis man er heldig, helleflynder.
Adam er allerede igang med at fortælle en anekdote om en af de største fisk, han har fanget ude på isen; en havkat på 26 kilo! Jeg halvvejs afbryder for at vende mig om mod bagsædet og fortælle de andre om, at det altså er en uhyggelig fisk. Den har nogle meget stærke kæber og store spidse tænder. Selv dem på 5-6 kg, man får i restaurationskøkkenerne hjemme i Danmark, er uhyggelige. Jeg tør slet ikke tænke på, hvad man gør med en, der er så stor … og levende…
Adam kommer mig smågrinende i forkøbet på mit spørgsmål: ”Jeg skød den med 243 kaliber-jagtpatroner”.
Der lyder et brøl af imponerede grin i den blå bil, der efterhånden er kommet igennem byen igen.
Adam kører os tilbage til hotellet, hvor vi lige kan slappe af i en halv times tid, inden vi bliver hentet af Nini, der har inviteret os på grønlandsk middag.
Den grønlandske madkultur er tæt knyttet til den grønlandske identitetsfølelse. Hvis du vil føle dig som en ægte grønlænder, så spis som de lokale!
På den måde får du et helt unikt indblik i en madkultur, som traditionelt har været afhængig af det der kan fanges i naturen. Kalaalimernit er en betegnelse for traditionel grønlandsk mad. Der findes lige så mange måder at spise Kalaalimernit på, som der er mennesker – men her får du en guide som kan hjælpe dig igennem nogle af de grønlandske delikatesser du med stor sandsynlighed møder på din rejse.
Lige overfor hotellet ligger butikken By Heart. Det er Ninis butik, hvor hun sælger grønlandsk kunsthåndværk, bl.a. det eftertragtede moskusokse-uld, som hun selv producerer af de skind, som hendes mand tager med hjem, når han har været på jagt efter de store dyr. Dem har vi stadig til gode at se.
Det var her, vi mødte Adam tidligere på dagen, og det er her, vi skal mødes med Nini.
Vi når lige at trække lidt mere af den kolde og utrolig friske luft, inden Nini ankommer i sin bil.
Hun og hendes mand har lavet middag til os. Det er næsten for meget, når man allerede er mættet af oplevelser og startede dagen på Bornholm kl. 01 om natten grønlandsk tid. Men samtidig bliver det meget spændende både at smage maden, men også at høre om madkulturen fra nogle mennesker, der er jævnaldrende med os.
Nini og hendes mand Jens bor sammen med deres datter på den anden side af lufthavnen.
På komfuret står der allerede en gryde og koger.
Jeg kan ikke lade være med at kigge i den.
Indholdet ligner noget jeg, som kok, har set masser af gange, nemlig en masse kødstykker og en lille smule gulerødder. Der er fedtperler på toppen. Jeg gætter på, at det er vores aftensmad.
Nini kommer over og fortæller, at det er moskusokse-suppe – en ret, som de først for nylig er begyndt at lave.
”Vi fandt ud af at man sagtens kan spise de lidt seje stykker kød fra moskusoksen, bare man koger det længere. Det bliver vildt mørt,” fortæller hun begejstret.
”Og se…,” fortsætter hun, ”… vi har kommet gulerødder i. Det er mest for jeres skyld, for vi spiser ikke så mange grøntsager. De er som regel af ret dårlig kvalitet og meget dyre. 1/8 hvidløg koster 20 kr. og en vandmelon 80 kr.,” fortæller vores charmerende værtinde lettere forarget.
”Nini…,” spørger jeg nysgerrigt, ”… hvordan sikrer du dig, at din datter får alle de vitaminer og mineraler, hun har brug for, når I så sjældent spiser grøntsager?”
Hun fortæller, at hun om sommeren samler bær og urter, som hun både tørrer, fryser ned og sylter.
”Og så klarer vi resten med en vitaminpille,” griner hun og blotter sine hvide tænder.
Det er tid til at spise, og gryden bliver sat midt på bordet. Det skal lige siges, at det ikke er en almindelig gryde. Den er ret stor. Jeg vil skyde på en 10-15 liter.
Jens byder os maden, mens han fortæller om de lokale øl, han er ved at åbne.
”Helt lokale er de ikke, da de er brygget i Nuuk, men grønlandske er de da,” griner han.
Nini fortæller, at de mest spiser kød, som Jens har skudt, men også ris og en hel masse kartofler.
Suppen er varm, meget varm. Det skyldes nok, at fedtperlerne ligesom klistrer inde i munden. Kødet fra de store dyr smager lidt af vildt, men mere som oksekød, der er mættet med umami-smag.
Jens fortæller, at moskusoksen er et grundelement i madkulturen på disse kanter. Den, og så rensdyr, sneharer og ryper, er typisk det kød, man kan få fingrene i her på egnen.
Selvfølgelig kan man få noget dyrt og kedeligt svinekød fra Danmark i butikken, men alle rundt om bordet er helt enige om, at det ville være tosset at betale en mindre formue for kød, der er væsentligt dårligere end det lækre vilde og hjemmeskudte kød, vi spiser nu. Det er nemlig Jens selv, der går på jagt, når han ikke har guidede vandreture med turister.
Han fortæller, at han i starten af vinteren tager en lille slæde, sine to hunde og et telt og vandrer ud i bjergene og sætter teltet op som en slags base for vinterens jagter. Her vender han tilbage til en del gange i løbet af den kolde tid, gerne i tre dage ad gangen, hvor han jæger, skærer kødet op og pakker skindene til Nini, så hun kan lave garn af den varme underuld.
Nu tager snakken en anden retning; jeg har nemlig fået den tanke, at det der med at spise mindre kød i hverdagen, eller ligefrem være vegetar, nærmest må være umuligt på disse kanter.
”Det er simpelthen nærmest ikke nogen, der har råd til,” forklarer Nini: ”… grøntsagerne er for dyre, og det er vel egentlig også et spørgsmål om hvor mange vitaminer, der er tilbage i dem, når de er fragtet den lange vej?”
Nini og jeg taler lidt om hvilke vilde urter og bær, man kan finde om sommeren. Hun fortæller mig, at det primært er sortebær og enebær, som hun finder og hengemmer, men også kvan, vild timian, mosepost og grønlandspost.
De sidste kender jeg slet ikke, men Nini fortæller veloplagt, at det er bladene fra nogle buske, man kan bruge som krydderi, men mange bruger dem også til snaps. Den kan blive ret besk, hvis man ikke passer på og husker at tage bladene op af spritten ret hurtigt.
Nini bruger mest grønlandspost som krydderi til sine retter med rensdyr og moskusokse, og det giver ret god mening, da det også er noget, der indgår i dyrenes naturlige føde, siger hun. Moseposten er der mange, der bruger som en lægeplante. Den skulle bl.a. have en god effekt på psoriasis.
Vi siger farvel, og jeg håber på, at jeg ikke når at falde i søvn i løbet af den fem minutter lange køretur tilbage til hotellet.
Tak for mad, Nini.
