Hvor
Rejs til Grønland, hvor alle de internationale ankomststeder og de primære byer har masser af vildmark, man kan udforske på egen hånd og nok infrastruktur til at understøtte adventure-turisten. Når det kommer til Grønlands natur, kan hovedstaden Nuuk prale af et relativt beskyttet og omfattende fjordsystem, der kan måle sig med de bedste af Norges fjorde, alt sammen indenfor rækkevidde af internationale forbindelser til Island. Kangerlussuaq kan blære sig med en enorm vildmark med adgang til indlandsisen, det fascinerende arkæologiske paradis Aasivissuit – Nipisat og helt ud til den krenelerede kystlinje ved Grønlands andenstørste by Sisimiut. I Tasiilaq kan besøgende få en dosis af “det ægte” Grønland – fjerntliggende, men dog tilgængeligt med nogle af de mest spektakulære landskaber, landet har at byde på, og lokalsamfund, der lever i tættere pagt med naturen end nogle af de mere udviklede og større steder.
Hvornår
Internettet flyder over med al den data, du har brug for, når du skal finde ud af, om det er passende at pakke svømmetøj eller den store dunjakke fra Canada Goose til netop din destination. Mange mennesker tænker automatisk på kulde og is, når de tænker på Grønland. Men sommeren kan være varm – også over 20 grader celsius. Nøgleordet, når det kommer til det grønlandske vejr, er dog uforudsigelighed, så kig efter ekstremerne i vejrstatistikkerne og planlæg med dem i mente. Forbered dig på det værste, men sørg også for at have udstyr med, så du også kan nyde det gode vejr (forudsat, at du også er klar til at møde myggene). Hvis du er vant til et lavalpint klima, så vil Grønland føles som velkendt territorium om sommeren, men du bør ikke undervurdere, hvor hård vinteren kan være, og særligt vinteren i de mere fjerntliggende egne, hvor planlagt transport kan være forsinket i dage- og endda ugevis. At være strandet et sted kan give masser af fantastiske og uventede muligheder, og uanset om det kræver en fleksibel rejseforsikring eller en fleksibel indstilling, så forbered dig mentalt på forsinkelser, når du skal hjem igen.
Hvordan
Ilulissat, Sisimiut, Maniitsoq, Nuuk, Qaqortoq og Tasiilaq er alle hjemsted for bådcharter-firmaer, som kan sejle dig hvorhen, du vil og hente dig igen indenfor lokalområdet. Udenfor disse byer lever alle de små lokalsamfund i harmoni med havet, hvilket betyder, at du aldrig er langt fra en lokal bådejer, der gerne vil tjene kolde kontanter. Aftal prisen på forhånd og betal først, når du er blevet hentet og er sikkert hjemme igen, og forsøg om muligt at undgå at rejse i weekenden. I de større byer kan du altid finde nogen, der taler godt engelsk, særligt blandt turoperatørerne. I de mere fjerntliggende bygder, hvor grønlandsk er det dominerende sprog, må du være forberedt på at bruge kort til at vise, hvor du gerne vil hen – alle de lokale bådejere kender kystlinjen som deres egen baglomme. Forvent at forhandle en pris på 2000-5000 kroner i timen for at chartre en bemandet båd. For rejsende med et større budget kan Air Greenlands charter-afdeling arrangere helikopter-leje, og det er ikke så skør en ide, som det måske umiddelbart lyder som. Det er ikke billigt – det koster omkring 21.000 kroner i timen – men helikopterne kan nå frem til steder, som andre transportformer ikke kan, og for op til fem passagerer (afhængig af mængden af medbragt udstyr), kan det være vejen til et once in a lifetime, uforglemmeligt eventyr i vildmarken.
Risici
På din pakkeliste til Grønland er der visse ting, du ikke må glemme. Hvis du planlægger at tage på en campingtur over mange dage, så tag ingen steder uden et godt kort og viden om, hvordan du bruger det. Selv hvis du vil bruge en GPS til din rute, er det afgørende, at du også medbringer et papirkort som backup, når teknologien fejler – og den gør den af og til i Grønland. Selvom kortdækningen i Grønland er sparsom, så er der kort, der er velegnede til vandreferie i Grønland, særligt når det gælder vandreture i meget af Sydgrønland, herunder Narsaq og Qaqortoq, omkring Ilulissat Isfjord, Sisimiut-Kangerlussuaq og Østgrønlands Tasiilaq-område. Senest er hele fjordsystemet omkring Nuuk blevet kortlagt i en række 1:40.000 vandrekort.
Medbring altid en førstehjælpskasse, og hvis du bliver sat af et sted med båd med det samme afhentningssted, er det en virkelig god ide at have, som er et ’drop bag’ depot med ekstra overlevelsesudstyr og mad. Nu om dage er Garmins InReach-system, en GPS-understøttet alarmtjeneste indenfor rækkevidde for alle uafhængige rejsende, og enhver besøgende i Grønland, der går ’off-piste’ bør have en eller noget tilsvarende.
Så tilbage til den nysgerrige bjørn. Isbjørnene er den mindst forudsigelige og mest farlige risikofaktor, der møder folk, der rejser på egen hånd i Grønland. Der er masser af steder, hvor dine chancer for et sådant møde er forsvindende små (det gælder på store dele af vestkysten). Men hvis du bevæger dig ind i Østgrønland, selv i de relativt tilgængelige områder omkring Kulusuk og Tasiilaq, så befinder du dig i den nysgerrige bjørns habitat, og du vil være nødt til at være bevæbnet eller i selskab med nogen, der er. Du kan købe en højkaliber-riffel i et supermarked i Grønland uden riffeltilladelse. Ja, helt seriøst! Men med mindre, du har erfaring med at håndtere og bruge sådan en og ideelt også set har førstehåndserfaring med isbjørne, så skal du end ikke overveje det. Det leder os til det måske bedste råd for folk, der rejser på egen hånd i Grønland – overvej at hyre en guide. På vestkysten er det en luksus, og mange bådcharter-firmaer kan hjælpe dig med det og al det udstyr og den erfaring, du har brug for, når du skal bevæge dig ud i vildmarken. På østkysten er guiden at regne som uundværligt udstyr – for din egen sikkerheds skyld. Heldigvis er der også operatører, der kan stå for al logistik for dig på østkysten, og som vil gøre alt for at opfylde dine rejseønsker. Tænk på det, som var du rejst til et eksotisk sted, hvor du beder taxa- eller tuk-tuk-chaufføren om at køre dig til alle de hemmelige og ukendte steder. Denne fjord ser fantastisk ud på Google Earth, dette bjerg ser velegnet ud til vandring, vi kunne sejle på disse floder og finde nogle gode steder at slå telt op og fiske. Lokalkendskab og de lokale færdigheder, det kræver for at beskytte dig, er alle nøglen til en god oplevelse som rejsende på egen hånd i Grønland.
Når du husker alle disse ting – og særligt den bevæbnede guide – så kan du følge rådet “Bare skyd ham. Skyd ham nu!” og kun være bevæbnet med dit kamera.
Af Mark Hutchison